De mange valgmuligheder

Denne uges gennemgående spørgsmål i mit mentorarbejde kan hjælpe alle. Så tag, hvad du kan bruge og lad resten ligge: ”Jeg føler det, som om jeg trisser rundt i mit hamsterhjul, og får ikke taget hul på de væsentlige opgaver. Og slapper ikke rigtig af, når der endelig er tid til det, fordi jeg føler, der er så mange valgmuligheder. Hvordan vælger jeg uden at fejlvælge?”

Kender vi det ikke alle? Følelsen af stress uanset om vi har fri, eller er på arbejde. Et usundt loop, som bider sig selv i (hamster)halen. How to get out?

Første skridt er at indse, at det er A eller B-valget, der stresser de fleste af os. Hvis jeg vælger A, går jeg glip af B, og vælger jeg slet ikke noget, fordi jeg er bange for at vælge forkert – bliver jeg virkelig stresset. Til rigtig manges overraskelse påpeger jeg, at vi kan ALDRIG vælge forkert. Uanset om vi tager A eller B, er der læring i oplevelsen.

Lad os tage jobvalget – du ansøger om job (A), og i mellemtiden tikker endnu en jobmulighed op (B). Hvad gør jeg, spørger mange? Du går til begge jobsamtaler, og mærker efter. Og får du tilbudt begge job, som føles lige perfekte – er jeg så hard-core, at jeg anbefaler, du slår plat eller krone. ”Det kan jeg da ikke”, himler mange. ”Det er mit LIV, det gælder.”

Ja netop, det er dit liv, det gælder. Og dit liv skal ikke sættes på formel, for så dør det…og du. Af forudsigelighed og kedsomhed. Uanset, om det bliver plat eller krone – er der en kæmpe læring det pågældende sted. Og læringen kan måske være, at du bliver headhuntet af en kollega, som har en onkel, der lige har brug for én, som dig. Vi ved det aldrig. Vi ved aldrig, hvad livet/ skæbnen/ eventyret har i baglommen til os. Så mit mentorråd er: Kast dig ud i det. Vælg, vær nysgerrig og spørg hver gang: Hvad er læringen her? Hvordan kan det her bringe mig videre til næste spændende eventyr. Hvordan kan det her gøre mig mere hel, stærk, selvsikker og modig? Og det er uanset om, valget gælder en kæreste, job, feriemål, bolig eller andre eksistentielle livsvalg.

Vi er, desværre, opdraget i et forsigtighedssamfund, hvor der er regler om ALT. Cykelhjelm, SKAT, sundhedskort, uddannelse .. Med det resultat, at vores eventyrmuskel bliver slap. Vi tror, vi kun er på eventyr, når vi rejser, i stedet for at gøre hverdagen til et eventyr. Uhhh, det her suser i maven – hvad kan jeg lære af det, hvordan udvider jeg min comfort-zone i mit tempo, hvordan vælger jeg uden at pakke mig ind i vat og seler?

Hvad jeg taler varmt for med alle mine klienter, er at slippe tøjlerne. Kontrol-tøjlerne og de stramme kæbemuskler. Øve dig i at surfe med livet og betragte bølgerne som træningsplatforme. Yayyy, der er en høj bølge (læs: udfordring), lad mig se, hvordan jeg kan komme ind i strømmen og knække den på toppen. Så jeg glider videre til næste oplevelse, og til sidst sidder på stranden og hviler med en kolossal erfaring i baglommen.

Kræver det her træning? Ja, selvfølgelig. Du har gået det meste af livet med cyklehjelmen trukket helt ned over øjnene. Nu skubber du den op, kigger frem, og vælger dine bølger frygtløst. Og så går hamsterhjulet i opløsning. Hjulet kører ikke med dig – du kører hjulet. Du bestemmer retningen. Og hvis folk spørger dig: ”Hvordan TØR du??” så er min anbefaling, at du svarer: ”Det ved jeg heller ikke, men det er supersjovt. Vil du med?” Eller sig som Pippi Langstrømpe: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!”

Tak fordi du læste med. Jeg arbejder med klienter hver dag, og har du en ven, kollega eller nabo, der savner mod og livskraft – vil det glæde mig at støtte i processen. Min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/


 
 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *






Translate »
error: Content is protected !!