alignment

Endurance – Power Word

Edisons glødelampe tændte efter 10.000 forsøg

”Endurance” – elsker det ord. Udholdenhed, vedholdenhed, hårdnakket vilje… jeg kan blive ved. Og når jeg tænker over det, er det lige præcist endurance, jeg elsker ved mine klienter. Deres stålsatte vilje til at nå stjernen øverst på trappen.

Min glæde skyldes måske også, at det præcist er endurance, der har bragt mit eget liv derhen, hvor jeg længtes efter at være som ung kvinde. Fra frygtsom teenager ud af en turbulent familiestruktur til rolig, balanceret voksen. Fra selvusikker til stædig, opgivende til vedholdende. Ikke uden kamp og besvær, men altid med følelsen af håb, stædighed og vilje.

Og er det ikke tankevækkende, at psykologer verden over i disse år holder forelæsninger i stribevis om…endurance. Evnen til ikke-at-give-op. Måske fordi 2 x Lockdown, en verdensøkonomi der vakler og behovet for at tænke nyt – aldrig har været større. Vi er nødt til at lære kommende generationer at finde den indre fighter og blive ved til, successen er i mål. Også selvom den ikke gik i mål i første, anden, femte eller forsøg nummer 500. Edison (ham med el-pæren) fik fut i glødetråden efter 10.000 forsøg. Siger det bare. Så glem ALT om ”jeg håber det lykkes”, ”hvis det smutter, smutter jeg også” eller ”jeg tror jeg dropper det før, jeg bliver til grin.” Det er ikke The Edison Way, og det VED vi allesammen. Dybt inde.

Så hold liv i jeres visioner, er mit budskab, og finpuds den indre Edison. Brug den sjette sans, også kaldet tankerne, de gode indfald, ideerne, spontaniteten, inspirationen og intuitionen. Lad dem være jeres vejvisere. Skub dem ikke væk som fjollede, barnlige eller urealistiske, men LYT til dem, filosofér over dem, lad dem simre i gryden, som jeg plejer at sige, og vis dem tillid. Hvordan? Ved at handle på dem. Nå, nu fik jeg lige en idé til et foto, en film, en opgave, et digt, et måltid – det går jeg i gang med…NU. Tegn skitser, formuler ideen i ord, fornem stemningen i den…leg med tanken. Hvor mange glødelamper tror du ikke, Edison så for sig, FØR han lykkedes? Og hvad var hans motto, da det lykkedes? ”I have not failed, I´ve just found 10.000 ways that wont work.”


 

Farvel tomhedsfølelse

Mentor Helene Krenchel

Velkommen til ugens gennemgående spørgsmål fra mit mentorarbejde: ”Jeg føler en indre tomhed/uro, når jeg er alene. Og den fylder jeg ud med kager/ kærester/ karrieremål/ kritik/ kamp…m.m. Hvordan fylder jeg tomheden ud på en sund måde?”

Et naturligt spørgsmål til én, der har arbejdet over 25 år med mennesker på vej i livet, og som selv har kendt til indre tomhedsfølelse og frygt for det tomme rum. Hvad gjorde jeg, og hvordan hjælper jeg andre ud af tomheden?

Jeg har været nysgerrig på personlig udvikling siden ganske ung, men måtte alligevel indse som 27-årig, at jeg var kommet væk fra min sjæl. For meget høflighed, pænhed, tilpasning og afretning sløvede mine sanser, så jeg kun vidste, hvad ”andre” forventede af mig – men ikke, hvad jeg selv ville. Og det manifestrede sig som en smertende tomhedsfølelse indvendig, som bankede på hver gang jeg sad alene i min lejlighed, og ikke havde kalenderen belagt med planer, kærester, venner, karrieremål, nye uddannelser, bekymringer…uro.

Kuren? Jamen, den var alt andet end glamourøs. En kold tyrker over mange uger med nul aktiviteter. Bare være..helt alene..hjemme. Og face de fysiske reaktioner, der kom. Stakåndet, småløben på stedet, rastløshed, konstant rækken ud efter telefonen..

Som ugerne gik blev åndedrættet roligere, tankerne færre, kroppen afslappet, og jeg opdagede, at det egentlig var helt rart at være i mit eget selskab. Uden distraktioner. Så rart, at jeg orkede at besøge hende den lille Helene, der første gang følte sig dybt ensom og frygtsom. For uden de konfrontationer er det svært at helbrede hjertet. Vi er nødt til at sige goddag til de første ar i sindet og trække dem op til den person, vi er i dag. Så tidslinjen fra fortiden smuldrer.

Et supereffektivt redskab og en proces, der ikke behøver at tage lang tid. Jeg ser klienter der rykker indenfor uger, og vågner med en fornyet power og selvværd.

Hvis du spørger, om det er svært at slippe kagerne, kæresterne, kriserne, kaosset og alt det andet vi overpropper os med i håbet om ikke-at-mærke-tomheden, så er svaret: Ja, i starten, men med tiden falder sindet til ro. Sådan som det altid gør, når vi slipper misbrug. Og på den anden side møder du en version af dig selv, du kun i din vildeste fantasi har forestillet dig: Stærk, stabil, powerfyldt, energisk og kreativ. Fordi du har vovet at face det, du længe er løbet fra.

Så grib ud efter Livet, er mit motto. Lad aldrig stå til; prisen er for høj – triste øjne, apati, konventionelle tanker, hamsterhjul, håbløshed, manglende energi, hyppige infektioner, stivhed og ømhed i kroppen og en manglende tro på eget værd. Gevinsten, til gengæld ved at konfrontere de gamle tomhedsfølelser er så åbenlys, at jeg plejer at sige: ”Du skulle se dig selv nu”. Levende øjne,  røde kinder, livlig krop og roligt åndedræt. Et helt menneske.   

Tak fordi du læste med. Jeg har skabt plads til flere klienter i mit arbejde, fordi jeg får mange henvendelser. Bevidstheden og ønsket om vækst er stor i denne tid. To Lockdown perioder har tvunget mange til at kigge sig selv i øjnene, og erkende, at hvis det skal være – så skal det være NU det gamle spøgelse skal konfronteres. Så kroppen igen finder ro, og styrken vender tilbage.

Så har du en kær ven, bekendt, slægtning, kollega, der føler det er svært at være i eget selskab eller motivere sig selv til vækst og livsglæde – er du velkommen til at sende Nyhedsbrevet videre.   

Jeg kan kontaktes på: 40528316 eller mail@helenekrenchel.dk. Min video ”Nå dine mål” ligger på Youtube: https://www.youtube.com/watch?v=dp8u_013sEo

 

Feel the fear and do it anyway

”Så er det fredag”. Med spørgsmål fra mit mentorarbejde: “Jeg mistrives i mit job – men jeg bliver hængende. Jeg skændes med min mand, men vi er sammen på 15. år. Hvorfor er det sådan?”

Hver gang tager jeg ubeskedent udgangspunkt i mit eget liv. Klasket sammen for alvor som 29-årig var jeg klar over, at svarene for mig ikke lå i et pilleglas/sprut/smøger/slik/hyggemad. Jeg havde set for mange dulmede voksne omkring mig i mit unge liv til, at jeg ville gå den vej. Jeg var nysgerrig, og ville vide, hvad roden til min mistrivsel var.

Dybt inde vidste jeg, at jeg var verdensmester i udsættelse. ALT for lange uharmoniske parforhold, urimelige arbejdsforhold, usikre boligforhold… Drænende. Fordi det føltes sejlende forkert, og den eneste jeg snød – var mig selv.

Svaret og løsningen lå i to ord: Nordstjerne og procenter. Min Nordstjernen hed: RO og FRIHED, procenterne hed: 70/30. Oversat: Hvis jeg føler ro og frihed i en given situation/relation med 70 procent, så ved jeg, de 30 nok skal rette ind. Og det minimerer mange indre konflikter. Hvorfor? Fordi, hvis noget/nogen kun giver mig 50, 40 procent RO og FRIHED eller mindre… forlader jeg det.

Lyder det tørt og rationelt? Måske men for at være ærlig; so what? Hvis det virker – virker det. Og jeg har set ”70/30 modellen” virke for majoriteten af dem, jeg coacher. Hvorfor? Fordi udsættelse og selvbedrag ofte sætter sig i nakken som frustration, find-fem-fejl, dulme-trang og pege-fingre. Men når vi handler på det-vi-inderst-inde-godt-ved og tager skraldet på vejen ud; sprudler kreativiteten, livsglæden og bjørneblodet.

Kan jeg lide skrald og sure miner? Næ, bestemt ikke. Min mave twister, og mine nerver spiller violin. Men jeg ved, som Amen i kirken, at hvis jeg bliver hængende – ryger min frihed og ro.

Så frem med kuglerammen, regn på relationer & situationer – er der 70/30 balance? Hvis ikke, så let anker. Og mærk Skipper Skræk-musklen vokse💪🏼

Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig at støtte dig i din proces. Min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/


 

Om autoritetstro og dødsangst

Du kender det sikkert – der dumper et spørgsmål ned i gokken under morgenbadet, og det bliver hængende resten af dagen.
I morges hed det: “Hvorfor har jeg mon beskæftiget mig med krop og bevægelse i alle mine arbejdsår?”
Svaret kom op ad dagen. Men jeg skulle helt tilbage til Poul Eriks konsultation – min allerførste læge efter jeg var flyttet hjemmefra.
Poul Erik kræver lidt beskrivelse: Bondegård i Lejre, konsultation på Østerbro, 2 meter høj og mindst det samme over skuldrene. Fuldskæg, kaffebrune øjne og en latter der kunne gøre julemanden misundelig. PLUS ejer af 25 islandske heste og 1 jagthund.
Da P.E. havde set mig sidde på min 20 år gamle bag i hans konsultation 2 gange – mindst – om måneden med en dims her og en dims der, som han lige skulle kigge på, lænede han sig frem med sine varme, rare øjne og sagde: “Nu siger jeg noget, jeg vil bede dig om at huske resten af livet: Sygdomme har det med at gå i sig selv.”
Bum!
Jeg glemmer det aldrig. Og mellem os…det blev mit livs redning og vendepunkt. Fra kronisk bekymret til robust groundet. Men ikke uden kamp, for det lå dybt i mit DNA at frygte små dimser og forvente døden overalt. Og frem for alt – læne mig blindt op ad eksperter, Pharma og læger som P.E.
Det havde jeg lært fra jeg var lille, og aflæringen krævede en tur ind i min egen krop. Lære dens signaler at kende, så jeg kunne blive min egen Poul Erik.
Gevinsten var til gengæld så stor, at da det først sad på rygmarven at lytte-til-kroppen og følge dens instrukser – drik det, hold dig fra det, tag en pause, gå videre.. – var det en naturlig følge at lære andre det samme.
Først gennem talløse artikler, sidenhen som underviser.
Så når spørgsmålet dukker op lige nu, har jeg en fornemmelse af, det har rigtig meget at gøre med den tid, vi lever i. Hvor store valg skal træffes personligt og globalt om vores sundhed, og hvor jeg ser mange række ud efter en større viden om kroppens signaler. Så vi øver os i at lytte til, hvad der er godt for os. Både ud fra lægens råd, og i allerhøjeste grad ud fra vores EGEN fornemmelse.
Så vi vælger en livsstil, der styrker os optimalt ift de sygdomme, der – med Poul Eriks ord – kommer og går i vores liv og samfund.
Du kan booke en gratis prøvesession på 30 minutter under BOOK SESSION

 

Hvordan arbejder du, Helene?

“Så er det fredag” – med kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Hvordan arbejder du som mentor, Helene?”
Fysisk, mentalt og ikke-intellektuelt, er mit svar. Min metode opstod efter mange år på yogamåtten og i samtaler med andre mentorer. En dag slog det mig, at jeg savnede et link mellem de to verdener – kropsbevægelse og samtaler. Under samtalerne sad jeg fast i min hjerne og gentog ord om mit liv, som virkede abstrakte. Under yogaen landede jeg i et vidunderligt velvære og ud af det poppede originale tanker og følelser om mit liv og hvem, jeg virkelig er.
Tanker jeg ikke havde kunnet tænke mig til.
Gennem årene satte jeg et program sammen, som jeg i begyndelsen brugte på mig selv for at finde en mere autentisk version af det, jeg kalder mig. I dag hjælper jeg andre med metoden, og ser dem blomstre.
Så, hver gang de taler sig varme, hjælper jeg dem tilbage til kroppen. En organisk proces mellem samtale, åndedræt, og frie associationer – så dét der kommer ud af munden er originalt, beåndet og autentisk. Og noget den enkelte VIRKElig har lyst til at udleve.
Efter timen ligner de fleste – og det fortæller jeg dem – vidunderlige, nyfødte sjæle, der hviler dybt inde i den ro, de er født med, men kommet væk fra. Sådan som vi alle kommer væk fra os selv i perioder – gennem et liv styret af regler, kommandoer, tilretning, og ensretning.
Så sådan arbejder jeg, og jeg elsker det! Fordi metoden uden overdrivelse reddede mit liv fra at blive en forvirret affære i forsøget på at ligne-andre, når virkeligheden er, at vi alle er blændende unikke og indeholder uudtømmelige kanaler til power og udfoldelse. Lad os gå efter det unikke, siger jeg. Verden har brug for det.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Du er velkommen til at booke en samtale eller prøvesamtale (30 min) på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 


 

 

Hvorfor er der gået så lang tid?!

“Så er det fredag” – er et nyt tema, jeg kører. Hvor jeg samler op på ugens kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Hvorfor er der gået så lang tid med selv-sabotage? Jobbet, studierne, kæresten, madvanerne… hvorfor blev jeg ved? Jeg trives ikke – mit hjerte visner.”
Og så kommer de forløsende tårer som renser kanalerne og tankerne, og gør åndedrættet dybere. For NU kan vi begynde at leve. NU kan vi sætte det liv sammen, som VIRKELIG taler til vores hjerte.
Og lad mig straks slå fast: DET ER ALDRIG FOR SENT. Jeg har alle aldre til samtaler – fra 21 til 71 år. Og processen er den samme: Refleksion, mærke efter, trække vejret dybt, afprøve, vælge fra, vælge til…krydret med de teknikker, jeg giver klienten.
Teknikkerne er hjælpemidler til at bevare nærværet og autenciteten. Kropsarbejde og åndedræt sat sammen på en måde, så hjernen ikke styrer.
Og så er vi fremme ved: “Hvorfor så mange år er gået?” Det tankevækkende er, at uanset om vi er 21 eller 71, føles det som “lang tid”. Formentlig fordi den pludselige opvågnen sletter tidsfornemmelsen.
At opgaven er vigtig viser samtaler fra dødslejer. Når vi forlader dette liv, tænker vi ikke i materiel rigdom, karrieremål, titler eller status. Vi måler livskvalitet på autencitet. Hvor nærværende var jeg? Hvor stærkt følte jeg livet? Hvor ærlig var jeg overfor mig selv? Overfor andre? Hvor meget elskede jeg? Levede…hele spektret?
Ofte ser jeg en markant foryngelsesproces starte i det øjeblik klienten tager fat. Sortering skaber cellefornyelse, kunne man konkludere. Nysgerrigheden vågner, kinderne blusser og stemmen får en slagkraft, der overrasker klienten selv.
“Så powerfuld har jeg aldrig hørt mig selv.” Nej, er svaret – for det er først nu, du giver dig selv LOV.

Mentor Helene Krenchel

Og gudsketakoglov for dét! For hvis du ikke selv prioriterer dit liv – er der andre, der gør det.
Du er altid velkommen til en gratis prøvesamtale(30 min). Book tid her: http://helenekrenchel.dk/kontakt/

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Hvad siger de andre mon?!

 

“Så er det fredag” – er et nyt tema, jeg kører. Hvor jeg samler op på ugens kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uge hed det gennemgående spørgsmål: “Hvis jeg følger mit hjerte, som du anbefaler Helene, hvad siger de andre så?” Og hver gang spørger jeg: “Definér lige De Andre?”
Svaret kommer ikke med det samme, for tit ved vi ikke, hvem de-andre er. De er blevet et monster i vores hoved. Et spøgelse vi kan holde os selv i ørerne med.
Hvor kommer monsteret fra? Jamen, det nemme svar ville være vores forældre, lærere, onkler og tanter, men verden har altid bestået af rigtig/forkert regler. Som den mexikanske forfatter Don Miguel Ruiz siger: “Long before we were born, humans before us created a big outside dream we could call society’s dream or the dream of the planet” Et stramt regelsæt som skulle sikre vores beståen, men som i moderne tider har overlevet sig selv.
Så opgaven, hvis vi længes efter frihed og livskvalitet, ligger i at afmontere reglerne og redefinere os selv udenom regelsættet. Så vi kan blive frie, helstøbte og kreative væsner, der navigerer efter vores egne sunde regler.
De fleste herinde kender min historie; stressramt som 28-årig, kom på benene med en gigantisk livsomlægning. Oprydning i arbejde, opgaver, madvaner, socialliv. ALT blev revurderet efter mine egne smagsløg. Og det gav en længe savnet frihed og selvstændighed, men også rynkede bryn hos mine nærmeste. Men virkelighedens verden viste, at de dybe relationer overlevede transaktionen. Gudskelov. Fordi vi respekterer hinandens livsvalg.
Så i stedet for at sige – “Hvad siger de andre mon?” Anbefaler jeg altid at spørge: “Hvad siger jeg SELV? Hvad virker godt for mig?” Velvidende at ligegyldig hvad vi vælger – vil der altid være nogen, der rynker brynene. Rigtig god weekend, Alle!

 


 
Translate »
error: Content is protected !!