bodylanguage

Om autoritetstro og dødsangst

Du kender det sikkert – der dumper et spørgsmål ned i gokken under morgenbadet, og det bliver hængende resten af dagen.
I morges hed det: “Hvorfor har jeg mon beskæftiget mig med krop og bevægelse i alle mine arbejdsår?”
Svaret kom op ad dagen. Men jeg skulle helt tilbage til Poul Eriks konsultation – min allerførste læge efter jeg var flyttet hjemmefra.
Poul Erik kræver lidt beskrivelse: Bondegård i Lejre, konsultation på Østerbro, 2 meter høj og mindst det samme over skuldrene. Fuldskæg, kaffebrune øjne og en latter der kunne gøre julemanden misundelig. PLUS ejer af 25 islandske heste og 1 jagthund.
Da P.E. havde set mig sidde på min 20 år gamle bag i hans konsultation 2 gange – mindst – om måneden med en dims her og en dims der, som han lige skulle kigge på, lænede han sig frem med sine varme, rare øjne og sagde: “Nu siger jeg noget, jeg vil bede dig om at huske resten af livet: Sygdomme har det med at gå i sig selv.”
Bum!
Jeg glemmer det aldrig. Og mellem os…det blev mit livs redning og vendepunkt. Fra kronisk bekymret til robust groundet. Men ikke uden kamp, for det lå dybt i mit DNA at frygte små dimser og forvente døden overalt. Og frem for alt – læne mig blindt op ad eksperter, Pharma og læger som P.E.
Det havde jeg lært fra jeg var lille, og aflæringen krævede en tur ind i min egen krop. Lære dens signaler at kende, så jeg kunne blive min egen Poul Erik.
Gevinsten var til gengæld så stor, at da det først sad på rygmarven at lytte-til-kroppen og følge dens instrukser – drik det, hold dig fra det, tag en pause, gå videre.. – var det en naturlig følge at lære andre det samme.
Først gennem talløse artikler, sidenhen som underviser.
Så når spørgsmålet dukker op lige nu, har jeg en fornemmelse af, det har rigtig meget at gøre med den tid, vi lever i. Hvor store valg skal træffes personligt og globalt om vores sundhed, og hvor jeg ser mange række ud efter en større viden om kroppens signaler. Så vi øver os i at lytte til, hvad der er godt for os. Både ud fra lægens råd, og i allerhøjeste grad ud fra vores EGEN fornemmelse.
Så vi vælger en livsstil, der styrker os optimalt ift de sygdomme, der – med Poul Eriks ord – kommer og går i vores liv og samfund.
Du kan booke en gratis prøvesession på 30 minutter under BOOK SESSION

 

Hvordan holder jeg op med at tænke de samme negative tanker?

Mentor Helene Krenchel

“Så er det fredag” – med spørgsmål fra mit mentorarbejde: “Hvordan holder jeg op med at tænke de samme negative tanker, Helene?”
Vi har dem allesammen, bliver vi enige om. Tankerne. I massevis, metervis og timevis. Stædige og vedholdende. Og ikke altid lige logiske, velovervejede eller nye.
Og så dykker vi ind i mit favoritunivers: Biologiens verden, for Herregud vi er jo alle af samme stof. Denne gang slangen, der smider sin ham tre- fire gange om året. Af praktiske grunde; for at vokse og for at slippe for parasitter, der tærer på systemet.
Et billede begynder at dæmre for de fleste, for hvem kender ikke følelsen af tanker, der snærer og føles for små? Og hvem kender ikke totaludmattelsen efter tankernes parasitliv i hjernen?
Og alligevel har vi svært ved at give slip på dem, for…hvad kommer der på den anden side? Slangen derimod har det, som slanger tit har det – befriende herligt med at slippe hovedet først. Sikkert fordi det føles vildt labert at glide tankeløst frem i den nye frakke.
På samme måde føles det vildt labert at fylde hjernen med opløftende og blodfriske tanker, når først vi får processen under hammen.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Kig på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 

 

 

 

 

 


 
Translate »
error: Content is protected !!