calmness

Smid maskerne

Smid maskerne

Ugens gennemgående spørgsmål: ”Hvordan siger jeg det lige ud – uden at tabe ansigt?”

I kærlighed, vennerelationer, kolleger, chefer, familie.. Hvordan siger vi tingene lige ud uden at støde andre fra os, tabe ansigt, blive til grin.

Mit svar er hver gang; ”Ved at sige det lige ud”. Plain and simpel. Som det kommer fra dit hjerte – altid venligt og kærligt og med respekt for modparten. Og det er dér, de fleste stopper op, for hvad er konsekvensen? Mister jeg dem, hvis jeg siger nej/ja til opgaven (job), invitationen (venner), kærlighedserklæringen (parforhold/ægteskab), middagsretten (familie)? Svaret er nej, det gør du ikke – forudsat relationen er sund. Og hvad er en sund relation? Dem hvor vi kan være os selv – uden masker, spil og forstillelse.

Lad mig give dig et eksempel fra mit eget liv. Jeg er vokset op i en traditionel opvækst, hvor jeg fra barn lærte at pakke-tingene-ind, mærke-efter-hvad-modparten-vil-høre, fornemme-hvad-der-er-populært. Facetter der gjorde mig træt af mig selv og mit syn på mig selv. En dag fik jeg nok af al den hensynsbetændelse og satte mig for (27 år gammel) at lære at sige tingene lige ud. Not super easy når man har levet 27 år med en maske foran ansigtet, men med de rette mentorer ved hånden – fik jeg det lært.

Første træningsplatform: Mit parforhold, som byggede på de principper, jeg bedst havde lært: Spil-kostbar, giv-ikke-efter-ved-første øjekast, sig aldrig tingene lige ud, for så virker du nem og kedelig. Resultat? Fyren kæmpede, og afstanden imellem os voksede. Hvorfor? Fordi spillet var phony, jeg var phony, forholdet blev mere og mere phony. En dag besluttede jeg at smide maskerne, så næste gang han ringede fra en af sine jobrejser – tog jeg hovedspringet og sagde: ”Ved du hvad, jeg har lyst til at hoppe i en flyver og besøge dig i aften (Ålborg). Fordi jeg har lyst til at være tæt på dig.”

Jeg ved ikke, hvad jeg helt havde forestillet mig ville ske derefter, men i min drømmeversion ville han sige noget i retning af: ”Wow! det lyder SKØNT. Jeg henter dig i lufthavnen.” Virkelighedens verden var noget mere down-to-earth for ikke at sige ground shaking: DYB stilhed. Som i ikke et ord fra hans ende af telefonen. Jeg kan stadig huske, hvordan blodet gled ned i fødderne, og hovedet blev uklart. Jeg havde ikke set den komme. Alle mine værste anelser om svigt, afvisning og latterliggørelse – væltede op og gjorde min krop stiv af skræk.

Og sådan skulle det være – kunne jeg se mange år efter. Fordi lige den side i mig skulle heales. Mine spil og forstillelse handlede jo om at slippe for ydmygende situationer, som denne. Men livet er jo fyldt med såkaldt ydmygende situationer – plus de fede og skønne og nærende, hvor vi bliver mødt med kærlighed og forståelse. Men at slippe-for de svære øjeblikke, hvor vi ikke bliver mødt med forståelse – er en illusion, som kun børn tror på. Sårede børn, og det barn boede inden i mig. Hun ville ikke afvises, for det havde hun prøvet nok af før. Og hvad gør børn, når de vil undgå noget? De laver en strategi. I mit tilfælde hed strategien: Masker, spil, udglatte, spille fri fugl, ikke nem at fange.

Nu sad jeg med håret i saksen, og havde åbnet et smukt hjerte til et lige så smukt andet hjerte, som også var såret. Og som ikke forstod en lyd. For hvad var nu det for en kvinde, han pludselig havde i røret?! Blottet, åben og sårbar.

Så hvad kunne jeg lære af situationen? At for at ændre en kultur, må man skabe en kultur…gradvist. Min kæreste gik fra at have en kultur med mig, der handlede om jæger/bytte, og pludselig skiftede jeg kurs og valgte jeg-er-her-for-os kulturen.

Hvad ville jeg gøre anderledes i dag med de mere end 30 års erfaring, jeg har i at være ærlig? Jeg ville have givet ham en forsmag på det nye mig, der var ved at dukke frem: ”Sødeste dig, jeg har fundet ud af, at jeg altid viser en side af mig selv overfor dig, som ikke er mig. Den utilnærmelige og kostbare, og jeg kan mærke mit hjerte længes efter autencitet, ærlighed og det at turde vise dig ALLE sider af mig – den kiksede, den sjove, den triste, den glade, …den ærlige.”

Det havde givet ham en fair chance for at forstå min transformation og melde ud, hvad det gjorde ved ham. Nu valgte han – efter den berømte telefonsamtale – at tone forholdet ned. Hvilket jeg i dag så inderligt forstår. Han fik et kulturchok. Om det havde gjort en forskel, at jeg havde ændret kulturen gradvist, er uvist. Hovedsagen er, at jeg forstod budskabet; lav dine ændringer med omhu, men giv aldrig slip på ærligheden.

Og det gælder alle relationer; på arbejdspladsen, blandt venner, familie og kærester. Ønsker vi en ærligere kultur; må vi starte med os selv. Vise vores sårbarhed, helst fra start, og være transparente; ”Jeg synes, det er svært at sige det her lige nu, fordi jeg længe har holdt mine ønsker tilbage, men jeg har lyst til..xxx.” Eller: ”Lige nu bliver jeg nervøs for, om du afviser mig, hvis jeg siger lige ud, hvad jeg har allermest lyst til, men nu vover jeg pelsen …”

Der er, som buddhisterne siger, kun én, vi mister ved ikke at vove ærligheden – og det er os selv. Fordi vi dør en lille smule, hver gang vi spiller spil, lægger afstand, gør os mystiske og kostbare.

”Men hvad nu hvis han/hun afviser mig og synes, jeg er for meget?” spørger mange. Jamen, så er det ikke den rette person for dig. For kan du ikke være ærlig nu, kan du det heller ikke senere, når det virkelig bliver nødvendigt. Når samarbejdet (job), familieforøgelsen (ægteskab), uenigheden (venskab) – kræver det.

Jeg har aldrig fortrudt et sekund, at jeg lærte at smide maskerne. Ja, det har kostet relationer, fordi ikke alle er parate til den hudløse åbenhed, men så vidste jeg også, som med kæresten, at det ikke var ment to be. Derfor er ærlighed også kernekonceptet i mine mentorsamtaler – ærlighed overfor os selv og andre. Fordi jeg ønsker en ærlig verden – for mig selv og mine medmennesker. ”Because we are worth it”

Tak fordi du læste med. Jeg arbejder med klienter hver dag, og det vil glæde mig at støtte dig i din ærlige proces.

Læs mere på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

Feel the fear and do it anyway

”Så er det fredag”. Med spørgsmål fra mit mentorarbejde: “Jeg mistrives i mit job – men jeg bliver hængende. Jeg skændes med min mand, men vi er sammen på 15. år. Hvorfor er det sådan?”

Hver gang tager jeg ubeskedent udgangspunkt i mit eget liv. Klasket sammen for alvor som 29-årig var jeg klar over, at svarene for mig ikke lå i et pilleglas/sprut/smøger/slik/hyggemad. Jeg havde set for mange dulmede voksne omkring mig i mit unge liv til, at jeg ville gå den vej. Jeg var nysgerrig, og ville vide, hvad roden til min mistrivsel var.

Dybt inde vidste jeg, at jeg var verdensmester i udsættelse. ALT for lange uharmoniske parforhold, urimelige arbejdsforhold, usikre boligforhold… Drænende. Fordi det føltes sejlende forkert, og den eneste jeg snød – var mig selv.

Svaret og løsningen lå i to ord: Nordstjerne og procenter. Min Nordstjernen hed: RO og FRIHED, procenterne hed: 70/30. Oversat: Hvis jeg føler ro og frihed i en given situation/relation med 70 procent, så ved jeg, de 30 nok skal rette ind. Og det minimerer mange indre konflikter. Hvorfor? Fordi, hvis noget/nogen kun giver mig 50, 40 procent RO og FRIHED eller mindre… forlader jeg det.

Lyder det tørt og rationelt? Måske men for at være ærlig; so what? Hvis det virker – virker det. Og jeg har set ”70/30 modellen” virke for majoriteten af dem, jeg coacher. Hvorfor? Fordi udsættelse og selvbedrag ofte sætter sig i nakken som frustration, find-fem-fejl, dulme-trang og pege-fingre. Men når vi handler på det-vi-inderst-inde-godt-ved og tager skraldet på vejen ud; sprudler kreativiteten, livsglæden og bjørneblodet.

Kan jeg lide skrald og sure miner? Næ, bestemt ikke. Min mave twister, og mine nerver spiller violin. Men jeg ved, som Amen i kirken, at hvis jeg bliver hængende – ryger min frihed og ro.

Så frem med kuglerammen, regn på relationer & situationer – er der 70/30 balance? Hvis ikke, så let anker. Og mærk Skipper Skræk-musklen vokse💪🏼

Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig at støtte dig i din proces. Min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

Om autoritetstro og dødsangst

Du kender det sikkert – der dumper et spørgsmål ned i gokken under morgenbadet, og det bliver hængende resten af dagen.

I morges hed det: “Hvorfor har jeg mon beskæftiget mig med krop og bevægelse i alle mine arbejdsår?”

Svaret kom op ad dagen. Men jeg skulle helt tilbage til Poul Eriks konsultation – min allerførste læge efter jeg var flyttet hjemmefra.

Poul Erik kræver lidt beskrivelse: Bondegård i Lejre, konsultation på Østerbro, 2 meter høj og mindst det samme over skuldrene. Fuldskæg, kaffebrune øjne og en latter der kunne gøre julemanden misundelig. PLUS ejer af 25 islandske heste og 1 jagthund.

Da P.E. havde set mig sidde på min 20 år gamle bag i hans konsultation 2 gange – mindst – om måneden med en dims her og en dims der, som han lige skulle kigge på, lænede han sig frem med sine varme, rare øjne og sagde: “Nu siger jeg noget, jeg vil bede dig om at huske resten af livet: Sygdomme har det med at gå i sig selv.”

Bum!

Jeg glemmer det aldrig. Og mellem os…det blev mit livs redning og vendepunkt. Fra kronisk bekymret til robust groundet. Men ikke uden kamp, for det lå dybt i mit DNA at frygte små dimser og forvente døden overalt. Og frem for alt – læne mig blindt op ad eksperter, Pharma og læger som P.E.

Det havde jeg lært fra jeg var lille, og aflæringen krævede en tur ind i min egen krop. Lære dens signaler at kende, så jeg kunne blive min egen Poul Erik.

Gevinsten var til gengæld så stor, at da det først sad på rygmarven at lytte-til-kroppen og følge dens instrukser – drik det, hold dig fra det, tag en pause, gå videre.. – var det en naturlig følge at lære andre det samme.

Først gennem talløse artikler, sidenhen som underviser.

Så når spørgsmålet dukker op lige nu, har jeg en fornemmelse af, det har rigtig meget at gøre med den tid, vi lever i. Hvor store valg skal træffes personligt og globalt om vores sundhed, og hvor jeg ser mange række ud efter en større viden om kroppens signaler. Så vi øver os i at lytte til, hvad der er godt for os. Både ud fra lægens råd, og i allerhøjeste grad ud fra vores EGEN fornemmelse.

Så vi vælger en livsstil, der styrker os optimalt ift de sygdomme, der – med Poul Eriks ord – kommer og går i vores liv og samfund.

Du kan booke en gratis prøvesession på 30 minutter under BOOK SESSION

Jeg udsætter – hvordan rykker jeg?

“Så er det fredag..” – med spørgsmål fra mit mentorarbejde: “Jeg ved, hvordan mit nye firma skal se ud, Helene – men udsætter. I stedet uddanner jeg mig, tager nye kurser, indgår i netværk. Men jeg rykker ikke. Hvad skal jeg gøre?”

Og så tager vi lige turen ned i biologibogen – igen, igen. Til bisonoksen, som har givet mig blod de talløse gange, jeg har skiftet karriere med bankende hjerte.

For når bisonokser møder snestorm, går de direkte op mod den. Hvorfor? Fordi det er den hurtigste. Ikke noget med læ bag et træ, kaffepause med kolleger eller et nyt kursus. No no – vi mosler med panden mod snestrålen og pløjer deruda´.

Slingrekurs? Helt sikkert for sådan er det med snestorme – de rusker og river. Men hvad betyder en fnulret pels og rødsprængte sneøjne hvis gevinsten er at nå målet?

Kan vi lære af fætter bison? Absolut. Beslutsomhed, tillid til processen og stamina. Det store spørgsmål er; hvordan FÅR man så det? Og den blotte, usminkede sandhed er: Ved at GØRE det! Bare gøre det og træne musklen af mod. Ikke så meget filosoferen og drøften. Bare GØRE.

Tilbage til Mr Bison. Vil vi kalde den modig, fordi den maser gennem en snestorm med panden forrest? Egentlig ikke; den følger jo bare sin natur. På samme måde sker der noget stort, når vi mennesker finder vores instinkt for vækst, bredde, vidde, højde og udsyn. Og går frem mod målet i dyb tillid til, at det nok skal gå. Og hvis det ikke går, så er vi en erfaring rigere. Velvidende at intet er så trist som en bitter bison.

Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Kig på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

Hvordan holder jeg op med at tænke de samme negative tanker?

“Så er det fredag” – med spørgsmål fra mit mentorarbejde: “Hvordan holder jeg op med at tænke de samme negative tanker, Helene?”
Vi har dem allesammen, bliver vi enige om. Tankerne. I massevis, metervis og timevis. Stædige og vedholdende. Og ikke altid lige logiske, velovervejede eller nye.
Og så dykker vi ind i mit favoritunivers: Biologiens verden, for Herregud vi er jo alle af samme stof. Denne gang slangen, der smider sin ham tre- fire gange om året. Af praktiske grunde; for at vokse og for at slippe for parasitter, der tærer på systemet.
Et billede begynder at dæmre for de fleste, for hvem kender ikke følelsen af tanker, der snærer og føles for små? Og hvem kender ikke totaludmattelsen efter tankernes parasitliv i hjernen?
Og alligevel har vi svært ved at give slip på dem, for…hvad kommer der på den anden side? Slangen derimod har det, som slanger tit har det – befriende herligt med at slippe hovedet først. Sikkert fordi det føles vildt labert at glide tankeløst frem i den nye frakke.
På samme måde føles det vildt labert at fylde hjernen med opløftende og blodfriske tanker, når først vi får processen under hammen.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Kig på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

Hvordan arbejder du, Helene?

“Så er det fredag” – med kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Hvordan arbejder du som mentor, Helene?”
Fysisk, mentalt og ikke-intellektuelt, er mit svar. Min metode opstod efter mange år på yogamåtten og i samtaler med andre mentorer. En dag slog det mig, at jeg savnede et link mellem de to verdener – kropsbevægelse og samtaler. Under samtalerne sad jeg fast i min hjerne og gentog ord om mit liv, som virkede abstrakte. Under yogaen landede jeg i et vidunderligt velvære og ud af det poppede originale tanker og følelser om mit liv og hvem, jeg virkelig er.
Tanker jeg ikke havde kunnet tænke mig til.
Gennem årene satte jeg et program sammen, som jeg i begyndelsen brugte på mig selv for at finde en mere autentisk version af det, jeg kalder mig. I dag hjælper jeg andre med metoden, og ser dem blomstre.
Så, hver gang de taler sig varme, hjælper jeg dem tilbage til kroppen. En organisk proces mellem samtale, åndedræt, og frie associationer – så dét der kommer ud af munden er originalt, beåndet og autentisk. Og noget den enkelte VIRKElig har lyst til at udleve.
Efter timen ligner de fleste – og det fortæller jeg dem – vidunderlige, nyfødte sjæle, der hviler dybt inde i den ro, de er født med, men kommet væk fra. Sådan som vi alle kommer væk fra os selv i perioder – gennem et liv styret af regler, kommandoer, tilretning, og ensretning.
Så sådan arbejder jeg, og jeg elsker det! Fordi metoden uden overdrivelse reddede mit liv fra at blive en forvirret affære i forsøget på at ligne-andre, når virkeligheden er, at vi alle er blændende unikke og indeholder uudtømmelige kanaler til power og udfoldelse. Lad os gå efter det unikke, siger jeg. Verden har brug for det.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Du er velkommen til at booke en samtale eller prøvesamtale (30 min) på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

Hvorfor er der gået så lang tid?!

“Så er det fredag” – er et nyt tema, jeg kører. Hvor jeg samler op på ugens kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Hvorfor er der gået så lang tid med selv-sabotage? Jobbet, studierne, kæresten, madvanerne… hvorfor blev jeg ved? Jeg trives ikke – mit hjerte visner.”
Og så kommer de forløsende tårer som renser kanalerne og tankerne, og gør åndedrættet dybere. For NU kan vi begynde at leve. NU kan vi sætte det liv sammen, som VIRKELIG taler til vores hjerte.
Og lad mig straks slå fast: DET ER ALDRIG FOR SENT. Jeg har alle aldre til samtaler – fra 21 til 71 år. Og processen er den samme: Refleksion, mærke efter, trække vejret dybt, afprøve, vælge fra, vælge til…krydret med de teknikker, jeg giver klienten.
Teknikkerne er hjælpemidler til at bevare nærværet og autenciteten. Kropsarbejde og åndedræt sat sammen på en måde, så hjernen ikke styrer.
Og så er vi fremme ved: “Hvorfor så mange år er gået?” Det tankevækkende er, at uanset om vi er 21 eller 71, føles det som “lang tid”. Formentlig fordi den pludselige opvågnen sletter tidsfornemmelsen.
At opgaven er vigtig viser samtaler fra dødslejer. Når vi forlader dette liv, tænker vi ikke i materiel rigdom, karrieremål, titler eller status. Vi måler livskvalitet på autencitet. Hvor nærværende var jeg? Hvor stærkt følte jeg livet? Hvor ærlig var jeg overfor mig selv? Overfor andre? Hvor meget elskede jeg? Levede…hele spektret?
Ofte ser jeg en markant foryngelsesproces starte i det øjeblik klienten tager fat. Sortering skaber cellefornyelse, kunne man konkludere. Nysgerrigheden vågner, kinderne blusser og stemmen får en slagkraft, der overrasker klienten selv.
“Så powerfuld har jeg aldrig hørt mig selv.” Nej, er svaret – for det er først nu, du giver dig selv LOV.

Og gudsketakoglov for dét! For hvis du ikke selv prioriterer dit liv – er der andre, der gør det.
Du er altid velkommen til en gratis prøvesamtale(30 min). Book tid her: http://helenekrenchel.dk/kontakt/