courage

Om autoritetstro og dødsangst

Du kender det sikkert – der dumper et spørgsmål ned i gokken under morgenbadet, og det bliver hængende resten af dagen.
I morges hed det: “Hvorfor har jeg mon beskæftiget mig med krop og bevægelse i alle mine arbejdsår?”
Svaret kom op ad dagen. Men jeg skulle helt tilbage til Poul Eriks konsultation – min allerførste læge efter jeg var flyttet hjemmefra.
Poul Erik kræver lidt beskrivelse: Bondegård i Lejre, konsultation på Østerbro, 2 meter høj og mindst det samme over skuldrene. Fuldskæg, kaffebrune øjne og en latter der kunne gøre julemanden misundelig. PLUS ejer af 25 islandske heste og 1 jagthund.
Da P.E. havde set mig sidde på min 20 år gamle bag i hans konsultation 2 gange – mindst – om måneden med en dims her og en dims der, som han lige skulle kigge på, lænede han sig frem med sine varme, rare øjne og sagde: “Nu siger jeg noget, jeg vil bede dig om at huske resten af livet: Sygdomme har det med at gå i sig selv.”
Bum!
Jeg glemmer det aldrig. Og mellem os…det blev mit livs redning og vendepunkt. Fra kronisk bekymret til robust groundet. Men ikke uden kamp, for det lå dybt i mit DNA at frygte små dimser og forvente døden overalt. Og frem for alt – læne mig blindt op ad eksperter, Pharma og læger som P.E.
Det havde jeg lært fra jeg var lille, og aflæringen krævede en tur ind i min egen krop. Lære dens signaler at kende, så jeg kunne blive min egen Poul Erik.
Gevinsten var til gengæld så stor, at da det først sad på rygmarven at lytte-til-kroppen og følge dens instrukser – drik det, hold dig fra det, tag en pause, gå videre.. – var det en naturlig følge at lære andre det samme.
Først gennem talløse artikler, sidenhen som underviser.
Så når spørgsmålet dukker op lige nu, har jeg en fornemmelse af, det har rigtig meget at gøre med den tid, vi lever i. Hvor store valg skal træffes personligt og globalt om vores sundhed, og hvor jeg ser mange række ud efter en større viden om kroppens signaler. Så vi øver os i at lytte til, hvad der er godt for os. Både ud fra lægens råd, og i allerhøjeste grad ud fra vores EGEN fornemmelse.
Så vi vælger en livsstil, der styrker os optimalt ift de sygdomme, der – med Poul Eriks ord – kommer og går i vores liv og samfund.
Du kan booke en gratis prøvesession på 30 minutter under BOOK SESSION

 

Jeg udsætter – hvordan rykker jeg?

Mentor Helene Krenchel
“Så er det fredag..” – med spørgsmål fra mit mentorarbejde: “Jeg ved, hvordan mit nye firma skal se ud, Helene – men udsætter. I stedet uddanner jeg mig, tager nye kurser, indgår i netværk. Men jeg rykker ikke. Hvad skal jeg gøre?”
Og så tager vi lige turen ned i biologibogen – igen, igen. Til bisonoksen, som har givet mig blod de talløse gange, jeg har skiftet karriere med bankende hjerte.
For når bisonokser møder snestorm, går de direkte op mod den. Hvorfor? Fordi det er den hurtigste. Ikke noget med læ bag et træ, kaffepause med kolleger eller et nyt kursus. No no – vi mosler med panden mod snestrålen og pløjer deruda´.
Slingrekurs? Helt sikkert for sådan er det med snestorme – de rusker og river. Men hvad betyder en fnulret pels og rødsprængte sneøjne hvis gevinsten er at nå målet?
Kan vi lære af fætter bison? Absolut. Beslutsomhed, tillid til processen og stamina. Det store spørgsmål er; hvordan FÅR man så det? Og den blotte, usminkede sandhed er: Ved at GØRE det! Bare gøre det og træne musklen af mod. Ikke så meget filosoferen og drøften. Bare GØRE.
Tilbage til Mr Bison. Vil vi kalde den modig, fordi den maser gennem en snestorm med panden forrest? Egentlig ikke; den følger jo bare sin natur. På samme måde sker der noget stort, når vi mennesker finder vores instinkt for vækst, bredde, vidde, højde og udsyn. Og går frem mod målet i dyb tillid til, at det nok skal gå. Og hvis det ikke går, så er vi en erfaring rigere. Velvidende at intet er så trist som en bitter bison.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Kig på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 

Hvordan holder jeg op med at tænke de samme negative tanker?

Mentor Helene Krenchel

“Så er det fredag” – med spørgsmål fra mit mentorarbejde: “Hvordan holder jeg op med at tænke de samme negative tanker, Helene?”
Vi har dem allesammen, bliver vi enige om. Tankerne. I massevis, metervis og timevis. Stædige og vedholdende. Og ikke altid lige logiske, velovervejede eller nye.
Og så dykker vi ind i mit favoritunivers: Biologiens verden, for Herregud vi er jo alle af samme stof. Denne gang slangen, der smider sin ham tre- fire gange om året. Af praktiske grunde; for at vokse og for at slippe for parasitter, der tærer på systemet.
Et billede begynder at dæmre for de fleste, for hvem kender ikke følelsen af tanker, der snærer og føles for små? Og hvem kender ikke totaludmattelsen efter tankernes parasitliv i hjernen?
Og alligevel har vi svært ved at give slip på dem, for…hvad kommer der på den anden side? Slangen derimod har det, som slanger tit har det – befriende herligt med at slippe hovedet først. Sikkert fordi det føles vildt labert at glide tankeløst frem i den nye frakke.
På samme måde føles det vildt labert at fylde hjernen med opløftende og blodfriske tanker, når først vi får processen under hammen.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Kig på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 

 

 

 

 

 


 

Jeg ved, hvad jeg vil – men jeg tør ikke.

“Så er det fredag” – med kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Jeg ved hvad jeg vil, Helene – men jeg tør ikke. Hvordan finder jeg modet?”
Hver gang tager vi et dyk ind i King Kong mønsterbryderen over alle mønsterbrydere Nelson Mandelas stærkeste udtalelse: “Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is or light, not our darkness, that most frighten us.”
Og mens vi fordøjer dén, tager vi et styrtdyk ind i biologiens verden. Til Lille Sommerfugl som starter i en et-værelses med alt for smalle vægge. Hvad havde Fruherre lige gang i dengang? Hvorfor så smalle puppevægge til en gigalarve? Var målebåndet smuttet den dag? Nej, som med ALT i naturen ligger der en genial plan bag; snævre vægge kræver moslen og rumsteren, og det skaber muskelmasse – en muskelmasse til et par vinger, der en dag folder sig elegant ud og svæver – efter lidt flaksen og famlen – fra blomst til blomst. Og prøver sig selv af i al sin skønhed.
Så, når vennerne, familien, studiekammeraterne, kæresten…whoever rynker på næsen af vores storslåede planer, er de vores puppevægge, der giver store muller. Så vi kan modstå modstanden og gå efter målet. Venligt men bestemt.
Og for lige at vende tilbage til Superstar Nelson M; hvad gjorde han i sine 27 år i fængsel for at holde spirit high og troen på sin vision intakt? Han styrketrænede hver dag i sin et-værelses puppecelle. Armbøjninger, squat, bench press…muller, muller, muller, som igen genererede blod til hjernen, gav klare tanker, overblik, fokus, overskud, og…frem for alt: Troen på sin storslåede plan.
Så hvor finder vi modet? I et klogt sammensat program, tilpasset os personligt, og som presser os blidt frem dag for dag mod målet, så mullerne ikke knækker, men begavet bygges op til flyvestatus.
Og samtidig er det godt at synge K. D`Angelos: “No garden truly blooms until butterflies have danced upon it.”
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Du er velkommen til at booke en samtale eller prøvesamtale (30 min) på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 

 

 


 

Hvordan mærker jeg mine følelser, Helene?

Mentor Helene Krenchel

 

“Så er det fredag” – med kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Hvordan mærker jeg mine følelser, Helene? Jeg har levet oppe i hovedet det meste af mit liv, og kan ikke mærke, hvad jeg føler.”
Hver gang fortæller jeg om min egen rejse for 30 år siden fra hjernestyret til kropsbevidst. For det er i kroppen svarene ligger. Jeg var studerende, kørte for fuld hammer i mit liv, og det samme gjorde mine tanker. En dag faldt regningen; stakåndet i enhver forstand, og uden nogen idé om, hvordan jeg fandt roen igen.
Gæt vejen tilbage? Yes, yoga – som de fleste, der kender mig ved, er min daglige medicin. Og det er det, fordi efter 3 uger på yogamåtten som ung udmattet studerende kom min krop og hjerne i balance, og jeg kunne pludselig mærke mine følelser. Og handle på dem: “Nej, tak til den opgave. Ja tak, til den oplevelse. Må jeg tænke over det tilbud…” blev nye, sunde reaktioner i mit liv.
Så, hvordan mærker man sine følelser? Ved at komme hjem i kroppen, og det opnår man kun ved at bevæge den. Intellektuel snak om kropsbevidsthed rimer ligesom ikke. Der skal vrides, twistes, drejes, sanses, fornemmes, danses og fremfor alt: MÆRKE efter.
Det sidste er en udfordring for de fleste, for føj hvor er det ubehageligt at mærke SÅ MEGET. Men også dét er en overgang, som så meget andet i selvudviklingens navn. Og med en veteran ved hånden, som har gået vejen selv, er det nogle gange nemmere. En der forstår, at det er voldsomt at mærke sig selv for måske første gang efter 20-30-40 års løben på stedet med alverdens afledningsmanøvrer; mobilchat, surf på nettet, sprut, slik, over-/underspise, fart på, overarbejde, deadlines…you name it.
Resultatet?
Ahhh, ubeskriveligt dejligt. Som at komme hjem, som mange siger efter en time. Som at hvile i flødeskum, er mit eget favoritudtryk. Hvile blødt i et indre, der ikke stikker som pindsvin, men hviler roligt i visheden om, at jo mere vi vover den farlige konfrontation, jo mere falder Monkey-mind til ro.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Du er velkommen til at booke en samtale eller prøvesamtale (30 min) på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 

 


 

Hvordan arbejder du, Helene?

Mentor Helene Krenchel

“Så er det fredag” – med kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Hvordan arbejder du som mentor, Helene?”
Fysisk, mentalt og ikke-intellektuelt, er mit svar. Min metode opstod efter mange år på yogamåtten og i samtaler med andre mentorer. En dag slog det mig, at jeg savnede et link mellem de to verdener – kropsbevægelse og samtaler. Under samtalerne sad jeg fast i min hjerne og gentog ord om mit liv, som virkede abstrakte. Under yogaen landede jeg i et vidunderligt velvære og ud af det poppede originale tanker og følelser om mit liv og hvem, jeg virkelig er.
Tanker jeg ikke havde kunnet tænke mig til.
Gennem årene satte jeg et program sammen, som jeg i begyndelsen brugte på mig selv for at finde en mere autentisk version af det, jeg kalder mig. I dag hjælper jeg andre med metoden, og ser dem blomstre.
Så, hver gang de taler sig varme, hjælper jeg dem tilbage til kroppen. En organisk proces mellem samtale, åndedræt, og frie associationer – så dét der kommer ud af munden er originalt, beåndet og autentisk. Og noget den enkelte VIRKElig har lyst til at udleve.
Efter timen ligner de fleste – og det fortæller jeg dem – vidunderlige, nyfødte sjæle, der hviler dybt inde i den ro, de er født med, men kommet væk fra. Sådan som vi alle kommer væk fra os selv i perioder – gennem et liv styret af regler, kommandoer, tilretning, og ensretning.
Så sådan arbejder jeg, og jeg elsker det! Fordi metoden uden overdrivelse reddede mit liv fra at blive en forvirret affære i forsøget på at ligne-andre, når virkeligheden er, at vi alle er blændende unikke og indeholder uudtømmelige kanaler til power og udfoldelse. Lad os gå efter det unikke, siger jeg. Verden har brug for det.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Du er velkommen til at booke en samtale eller prøvesamtale (30 min) på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 


 

 

Hvorfor er der gået så lang tid?!

“Så er det fredag” – er et nyt tema, jeg kører. Hvor jeg samler op på ugens kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Hvorfor er der gået så lang tid med selv-sabotage? Jobbet, studierne, kæresten, madvanerne… hvorfor blev jeg ved? Jeg trives ikke – mit hjerte visner.”
Og så kommer de forløsende tårer som renser kanalerne og tankerne, og gør åndedrættet dybere. For NU kan vi begynde at leve. NU kan vi sætte det liv sammen, som VIRKELIG taler til vores hjerte.
Og lad mig straks slå fast: DET ER ALDRIG FOR SENT. Jeg har alle aldre til samtaler – fra 21 til 71 år. Og processen er den samme: Refleksion, mærke efter, trække vejret dybt, afprøve, vælge fra, vælge til…krydret med de teknikker, jeg giver klienten.
Teknikkerne er hjælpemidler til at bevare nærværet og autenciteten. Kropsarbejde og åndedræt sat sammen på en måde, så hjernen ikke styrer.
Og så er vi fremme ved: “Hvorfor så mange år er gået?” Det tankevækkende er, at uanset om vi er 21 eller 71, føles det som “lang tid”. Formentlig fordi den pludselige opvågnen sletter tidsfornemmelsen.
At opgaven er vigtig viser samtaler fra dødslejer. Når vi forlader dette liv, tænker vi ikke i materiel rigdom, karrieremål, titler eller status. Vi måler livskvalitet på autencitet. Hvor nærværende var jeg? Hvor stærkt følte jeg livet? Hvor ærlig var jeg overfor mig selv? Overfor andre? Hvor meget elskede jeg? Levede…hele spektret?
Ofte ser jeg en markant foryngelsesproces starte i det øjeblik klienten tager fat. Sortering skaber cellefornyelse, kunne man konkludere. Nysgerrigheden vågner, kinderne blusser og stemmen får en slagkraft, der overrasker klienten selv.
“Så powerfuld har jeg aldrig hørt mig selv.” Nej, er svaret – for det er først nu, du giver dig selv LOV.

Mentor Helene Krenchel

Og gudsketakoglov for dét! For hvis du ikke selv prioriterer dit liv – er der andre, der gør det.
Du er altid velkommen til en gratis prøvesamtale(30 min). Book tid her: http://helenekrenchel.dk/kontakt/

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Hvad siger de andre mon?!

“Så er det fredag” – er et nyt tema, jeg kører. Hvor jeg samler op på ugens kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uge hed det gennemgående spørgsmål: “Hvis jeg følger mit hjerte, som du anbefaler Helene, hvad siger de andre så?” Og hver gang spørger jeg: “Definér lige De Andre?”
Svaret kommer ikke med det samme, for tit ved vi ikke, hvem de-andre er. De er blevet et monster i vores hoved. Et spøgelse vi kan holde os selv i ørerne med.
Hvor kommer monsteret fra? Jamen, det nemme svar ville være vores forældre, lærere, onkler og tanter, men verden har altid bestået af rigtig/forkert regler. Som den mexikanske forfatter Don Miguel Ruiz siger: “Long before we were born, humans before us created a big outside dream we could call society’s dream or the dream of the planet” Et stramt regelsæt som skulle sikre vores beståen, men som i moderne tider har overlevet sig selv.
Så opgaven, hvis vi længes efter frihed og livskvalitet, ligger i at afmontere reglerne og redefinere os selv udenom regelsættet. Så vi kan blive frie, helstøbte og kreative væsner, der navigerer efter vores egne sunde regler.
De fleste herinde kender min historie; stressramt som 28-årig, kom på benene med en gigantisk livsomlægning. Oprydning i arbejde, opgaver, madvaner, socialliv. ALT blev revurderet efter mine egne smagsløg. Og det gav en længe savnet frihed og selvstændighed, men også rynkede bryn hos mine nærmeste. Men virkelighedens verden viste, at de dybe relationer overlevede transaktionen. Gudskelov. Fordi vi respekterer hinandens livsvalg.
Så i stedet for at sige – “Hvad siger de andre mon?” Anbefaler jeg altid at spørge: “Hvad siger jeg SELV? Hvad virker godt for mig?” Velvidende at ligegyldig hvad vi vælger – vil der altid være nogen, der rynker brynene. Rigtig god weekend, Alle!

 


 

FoMo – Fear Of Missing Out

Mentor Helene Krenchel

“Så er det fredag” – er et nyt tema, jeg vil køre. Hvor jeg samler op på kernespørgsmål fra ugen i mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål er: “Helene, hvis jeg lader mine tanker passere, som du siger, mister jeg så ikke vigtige informationer?”
Mit svar er “nej”. Og hvorfor?
Fordi de gode svar sjældent kommer fra hjernen. De kommer fra maven eller mavefølelsen også kaldet intuitionen – altså, når vi tænker allermindst. Alle kender historien om Einstein, der fik sine bedste ideer, når han hvilede på sofaen eller barberede sig. Altså, IKKE-TÆNKE.
Derfor bygger alt mit arbejde med mennesker på at guide dem ind i deres krop, hvor de mærker svarene. Så de kan mærke, hvad den signalerer: “Gå den vej, ring til den person, spis den slags mad, hold dig fra de aktiviteter…”
Og ja, det at mærke kroppens signaler er en proces, der tager tid, men i min optik er der ingen vej udenom. Hvad enten spørgsmålet hedder: “Hvordan taber jeg 10 kilo, hvilken kæreste skal jeg vælge, hvilket job er bedst, hvilke venner skal jeg ringe til?” – så ligger svaret, der giver dig mest glæde – i din mavefølelse.
Så vi kan ikke skyde genvej med kure, tabeller, badevægte eller horoskoper. Vi er nødt til selv at gøre arbejdet for at lære os selv at kende OG…frem for alt: Gøre os uafhængige af autoriteter/healere/kostvejledere/håndlæsere…you name it.
Derfor arbejder jeg målrettet med mine coachees på at lære dem vejen hjem i kroppen. Og det skift der sker i deres kropsudtryk, når de lander i kroppen – er fænomenalt. Som nat/dag og tit ville jeg ønske, jeg kunne sætte et spejl op foran, så de selv kan se forskellen. Når vi er i hovedet, er vores øjne trætte. Når vi komme ned i kroppen, LYSER nærværet.
Så mit arbejde består i den vidunderlige gave at hjælpe mennesker-hjem. Hjem til deres egen krop, hvor livfuldheden og kreativitet sprudler. Så spørg mig lige, om jeg elsker mit arbejde?! Det er en gave.
Læs mere om mit arbejde under: http://helenekrenchel.dk/about/ og book evt 30 minutter gratis prøvesamtale under Kontakt, så du kan høre mere.
Rigtig god weekend!


 
Translate »
error: Content is protected !!