feelings

Jeg udsætter – hvordan rykker jeg?

Mentor Helene Krenchel
“Så er det fredag..” – med spørgsmål fra mit mentorarbejde: “Jeg ved, hvordan mit nye firma skal se ud, Helene – men udsætter. I stedet uddanner jeg mig, tager nye kurser, indgår i netværk. Men jeg rykker ikke. Hvad skal jeg gøre?”
Og så tager vi lige turen ned i biologibogen – igen, igen. Til bisonoksen, som har givet mig blod de talløse gange, jeg har skiftet karriere med bankende hjerte.
For når bisonokser møder snestorm, går de direkte op mod den. Hvorfor? Fordi det er den hurtigste. Ikke noget med læ bag et træ, kaffepause med kolleger eller et nyt kursus. No no – vi mosler med panden mod snestrålen og pløjer deruda´.
Slingrekurs? Helt sikkert for sådan er det med snestorme – de rusker og river. Men hvad betyder en fnulret pels og rødsprængte sneøjne hvis gevinsten er at nå målet?
Kan vi lære af fætter bison? Absolut. Beslutsomhed, tillid til processen og stamina. Det store spørgsmål er; hvordan FÅR man så det? Og den blotte, usminkede sandhed er: Ved at GØRE det! Bare gøre det og træne musklen af mod. Ikke så meget filosoferen og drøften. Bare GØRE.
Tilbage til Mr Bison. Vil vi kalde den modig, fordi den maser gennem en snestorm med panden forrest? Egentlig ikke; den følger jo bare sin natur. På samme måde sker der noget stort, når vi mennesker finder vores instinkt for vækst, bredde, vidde, højde og udsyn. Og går frem mod målet i dyb tillid til, at det nok skal gå. Og hvis det ikke går, så er vi en erfaring rigere. Velvidende at intet er så trist som en bitter bison.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Kig på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 

Hvordan holder jeg op med at tænke de samme negative tanker?

Mentor Helene Krenchel

“Så er det fredag” – med spørgsmål fra mit mentorarbejde: “Hvordan holder jeg op med at tænke de samme negative tanker, Helene?”
Vi har dem allesammen, bliver vi enige om. Tankerne. I massevis, metervis og timevis. Stædige og vedholdende. Og ikke altid lige logiske, velovervejede eller nye.
Og så dykker vi ind i mit favoritunivers: Biologiens verden, for Herregud vi er jo alle af samme stof. Denne gang slangen, der smider sin ham tre- fire gange om året. Af praktiske grunde; for at vokse og for at slippe for parasitter, der tærer på systemet.
Et billede begynder at dæmre for de fleste, for hvem kender ikke følelsen af tanker, der snærer og føles for små? Og hvem kender ikke totaludmattelsen efter tankernes parasitliv i hjernen?
Og alligevel har vi svært ved at give slip på dem, for…hvad kommer der på den anden side? Slangen derimod har det, som slanger tit har det – befriende herligt med at slippe hovedet først. Sikkert fordi det føles vildt labert at glide tankeløst frem i den nye frakke.
På samme måde føles det vildt labert at fylde hjernen med opløftende og blodfriske tanker, når først vi får processen under hammen.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Kig på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 

 

 

 

 

 


 

Jeg ved, hvad jeg vil – men jeg tør ikke.

“Så er det fredag” – med kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Jeg ved hvad jeg vil, Helene – men jeg tør ikke. Hvordan finder jeg modet?”
Hver gang tager vi et dyk ind i King Kong mønsterbryderen over alle mønsterbrydere Nelson Mandelas stærkeste udtalelse: “Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is or light, not our darkness, that most frighten us.”
Og mens vi fordøjer dén, tager vi et styrtdyk ind i biologiens verden. Til Lille Sommerfugl som starter i en et-værelses med alt for smalle vægge. Hvad havde Fruherre lige gang i dengang? Hvorfor så smalle puppevægge til en gigalarve? Var målebåndet smuttet den dag? Nej, som med ALT i naturen ligger der en genial plan bag; snævre vægge kræver moslen og rumsteren, og det skaber muskelmasse – en muskelmasse til et par vinger, der en dag folder sig elegant ud og svæver – efter lidt flaksen og famlen – fra blomst til blomst. Og prøver sig selv af i al sin skønhed.
Så, når vennerne, familien, studiekammeraterne, kæresten…whoever rynker på næsen af vores storslåede planer, er de vores puppevægge, der giver store muller. Så vi kan modstå modstanden og gå efter målet. Venligt men bestemt.
Og for lige at vende tilbage til Superstar Nelson M; hvad gjorde han i sine 27 år i fængsel for at holde spirit high og troen på sin vision intakt? Han styrketrænede hver dag i sin et-værelses puppecelle. Armbøjninger, squat, bench press…muller, muller, muller, som igen genererede blod til hjernen, gav klare tanker, overblik, fokus, overskud, og…frem for alt: Troen på sin storslåede plan.
Så hvor finder vi modet? I et klogt sammensat program, tilpasset os personligt, og som presser os blidt frem dag for dag mod målet, så mullerne ikke knækker, men begavet bygges op til flyvestatus.
Og samtidig er det godt at synge K. D`Angelos: “No garden truly blooms until butterflies have danced upon it.”
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Du er velkommen til at booke en samtale eller prøvesamtale (30 min) på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 

 

 


 

Hvordan mærker jeg mine følelser, Helene?

Mentor Helene Krenchel

 

“Så er det fredag” – med kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Hvordan mærker jeg mine følelser, Helene? Jeg har levet oppe i hovedet det meste af mit liv, og kan ikke mærke, hvad jeg føler.”
Hver gang fortæller jeg om min egen rejse for 30 år siden fra hjernestyret til kropsbevidst. For det er i kroppen svarene ligger. Jeg var studerende, kørte for fuld hammer i mit liv, og det samme gjorde mine tanker. En dag faldt regningen; stakåndet i enhver forstand, og uden nogen idé om, hvordan jeg fandt roen igen.
Gæt vejen tilbage? Yes, yoga – som de fleste, der kender mig ved, er min daglige medicin. Og det er det, fordi efter 3 uger på yogamåtten som ung udmattet studerende kom min krop og hjerne i balance, og jeg kunne pludselig mærke mine følelser. Og handle på dem: “Nej, tak til den opgave. Ja tak, til den oplevelse. Må jeg tænke over det tilbud…” blev nye, sunde reaktioner i mit liv.
Så, hvordan mærker man sine følelser? Ved at komme hjem i kroppen, og det opnår man kun ved at bevæge den. Intellektuel snak om kropsbevidsthed rimer ligesom ikke. Der skal vrides, twistes, drejes, sanses, fornemmes, danses og fremfor alt: MÆRKE efter.
Det sidste er en udfordring for de fleste, for føj hvor er det ubehageligt at mærke SÅ MEGET. Men også dét er en overgang, som så meget andet i selvudviklingens navn. Og med en veteran ved hånden, som har gået vejen selv, er det nogle gange nemmere. En der forstår, at det er voldsomt at mærke sig selv for måske første gang efter 20-30-40 års løben på stedet med alverdens afledningsmanøvrer; mobilchat, surf på nettet, sprut, slik, over-/underspise, fart på, overarbejde, deadlines…you name it.
Resultatet?
Ahhh, ubeskriveligt dejligt. Som at komme hjem, som mange siger efter en time. Som at hvile i flødeskum, er mit eget favoritudtryk. Hvile blødt i et indre, der ikke stikker som pindsvin, men hviler roligt i visheden om, at jo mere vi vover den farlige konfrontation, jo mere falder Monkey-mind til ro.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Du er velkommen til at booke en samtale eller prøvesamtale (30 min) på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 

 


 
Translate »
error: Content is protected !!