follow

Om autoritetstro og dødsangst

Du kender det sikkert – der dumper et spørgsmål ned i gokken under morgenbadet, og det bliver hængende resten af dagen.
I morges hed det: “Hvorfor har jeg mon beskæftiget mig med krop og bevægelse i alle mine arbejdsår?”
Svaret kom op ad dagen. Men jeg skulle helt tilbage til Poul Eriks konsultation – min allerførste læge efter jeg var flyttet hjemmefra.
Poul Erik kræver lidt beskrivelse: Bondegård i Lejre, konsultation på Østerbro, 2 meter høj og mindst det samme over skuldrene. Fuldskæg, kaffebrune øjne og en latter der kunne gøre julemanden misundelig. PLUS ejer af 25 islandske heste og 1 jagthund.
Da P.E. havde set mig sidde på min 20 år gamle bag i hans konsultation 2 gange – mindst – om måneden med en dims her og en dims der, som han lige skulle kigge på, lænede han sig frem med sine varme, rare øjne og sagde: “Nu siger jeg noget, jeg vil bede dig om at huske resten af livet: Sygdomme har det med at gå i sig selv.”
Bum!
Jeg glemmer det aldrig. Og mellem os…det blev mit livs redning og vendepunkt. Fra kronisk bekymret til robust groundet. Men ikke uden kamp, for det lå dybt i mit DNA at frygte små dimser og forvente døden overalt. Og frem for alt – læne mig blindt op ad eksperter, Pharma og læger som P.E.
Det havde jeg lært fra jeg var lille, og aflæringen krævede en tur ind i min egen krop. Lære dens signaler at kende, så jeg kunne blive min egen Poul Erik.
Gevinsten var til gengæld så stor, at da det først sad på rygmarven at lytte-til-kroppen og følge dens instrukser – drik det, hold dig fra det, tag en pause, gå videre.. – var det en naturlig følge at lære andre det samme.
Først gennem talløse artikler, sidenhen som underviser.
Så når spørgsmålet dukker op lige nu, har jeg en fornemmelse af, det har rigtig meget at gøre med den tid, vi lever i. Hvor store valg skal træffes personligt og globalt om vores sundhed, og hvor jeg ser mange række ud efter en større viden om kroppens signaler. Så vi øver os i at lytte til, hvad der er godt for os. Både ud fra lægens råd, og i allerhøjeste grad ud fra vores EGEN fornemmelse.
Så vi vælger en livsstil, der styrker os optimalt ift de sygdomme, der – med Poul Eriks ord – kommer og går i vores liv og samfund.
Du kan booke en gratis prøvesession på 30 minutter under BOOK SESSION

 

Jeg udsætter – hvordan rykker jeg?

Mentor Helene Krenchel
“Så er det fredag..” – med spørgsmål fra mit mentorarbejde: “Jeg ved, hvordan mit nye firma skal se ud, Helene – men udsætter. I stedet uddanner jeg mig, tager nye kurser, indgår i netværk. Men jeg rykker ikke. Hvad skal jeg gøre?”
Og så tager vi lige turen ned i biologibogen – igen, igen. Til bisonoksen, som har givet mig blod de talløse gange, jeg har skiftet karriere med bankende hjerte.
For når bisonokser møder snestorm, går de direkte op mod den. Hvorfor? Fordi det er den hurtigste. Ikke noget med læ bag et træ, kaffepause med kolleger eller et nyt kursus. No no – vi mosler med panden mod snestrålen og pløjer deruda´.
Slingrekurs? Helt sikkert for sådan er det med snestorme – de rusker og river. Men hvad betyder en fnulret pels og rødsprængte sneøjne hvis gevinsten er at nå målet?
Kan vi lære af fætter bison? Absolut. Beslutsomhed, tillid til processen og stamina. Det store spørgsmål er; hvordan FÅR man så det? Og den blotte, usminkede sandhed er: Ved at GØRE det! Bare gøre det og træne musklen af mod. Ikke så meget filosoferen og drøften. Bare GØRE.
Tilbage til Mr Bison. Vil vi kalde den modig, fordi den maser gennem en snestorm med panden forrest? Egentlig ikke; den følger jo bare sin natur. På samme måde sker der noget stort, når vi mennesker finder vores instinkt for vækst, bredde, vidde, højde og udsyn. Og går frem mod målet i dyb tillid til, at det nok skal gå. Og hvis det ikke går, så er vi en erfaring rigere. Velvidende at intet er så trist som en bitter bison.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Kig på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 

Hvordan arbejder du, Helene?

Mentor Helene Krenchel

“Så er det fredag” – med kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Hvordan arbejder du som mentor, Helene?”
Fysisk, mentalt og ikke-intellektuelt, er mit svar. Min metode opstod efter mange år på yogamåtten og i samtaler med andre mentorer. En dag slog det mig, at jeg savnede et link mellem de to verdener – kropsbevægelse og samtaler. Under samtalerne sad jeg fast i min hjerne og gentog ord om mit liv, som virkede abstrakte. Under yogaen landede jeg i et vidunderligt velvære og ud af det poppede originale tanker og følelser om mit liv og hvem, jeg virkelig er.
Tanker jeg ikke havde kunnet tænke mig til.
Gennem årene satte jeg et program sammen, som jeg i begyndelsen brugte på mig selv for at finde en mere autentisk version af det, jeg kalder mig. I dag hjælper jeg andre med metoden, og ser dem blomstre.
Så, hver gang de taler sig varme, hjælper jeg dem tilbage til kroppen. En organisk proces mellem samtale, åndedræt, og frie associationer – så dét der kommer ud af munden er originalt, beåndet og autentisk. Og noget den enkelte VIRKElig har lyst til at udleve.
Efter timen ligner de fleste – og det fortæller jeg dem – vidunderlige, nyfødte sjæle, der hviler dybt inde i den ro, de er født med, men kommet væk fra. Sådan som vi alle kommer væk fra os selv i perioder – gennem et liv styret af regler, kommandoer, tilretning, og ensretning.
Så sådan arbejder jeg, og jeg elsker det! Fordi metoden uden overdrivelse reddede mit liv fra at blive en forvirret affære i forsøget på at ligne-andre, når virkeligheden er, at vi alle er blændende unikke og indeholder uudtømmelige kanaler til power og udfoldelse. Lad os gå efter det unikke, siger jeg. Verden har brug for det.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Du er velkommen til at booke en samtale eller prøvesamtale (30 min) på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 


 

 

Hvorfor er der gået så lang tid?!

“Så er det fredag” – er et nyt tema, jeg kører. Hvor jeg samler op på ugens kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Hvorfor er der gået så lang tid med selv-sabotage? Jobbet, studierne, kæresten, madvanerne… hvorfor blev jeg ved? Jeg trives ikke – mit hjerte visner.”
Og så kommer de forløsende tårer som renser kanalerne og tankerne, og gør åndedrættet dybere. For NU kan vi begynde at leve. NU kan vi sætte det liv sammen, som VIRKELIG taler til vores hjerte.
Og lad mig straks slå fast: DET ER ALDRIG FOR SENT. Jeg har alle aldre til samtaler – fra 21 til 71 år. Og processen er den samme: Refleksion, mærke efter, trække vejret dybt, afprøve, vælge fra, vælge til…krydret med de teknikker, jeg giver klienten.
Teknikkerne er hjælpemidler til at bevare nærværet og autenciteten. Kropsarbejde og åndedræt sat sammen på en måde, så hjernen ikke styrer.
Og så er vi fremme ved: “Hvorfor så mange år er gået?” Det tankevækkende er, at uanset om vi er 21 eller 71, føles det som “lang tid”. Formentlig fordi den pludselige opvågnen sletter tidsfornemmelsen.
At opgaven er vigtig viser samtaler fra dødslejer. Når vi forlader dette liv, tænker vi ikke i materiel rigdom, karrieremål, titler eller status. Vi måler livskvalitet på autencitet. Hvor nærværende var jeg? Hvor stærkt følte jeg livet? Hvor ærlig var jeg overfor mig selv? Overfor andre? Hvor meget elskede jeg? Levede…hele spektret?
Ofte ser jeg en markant foryngelsesproces starte i det øjeblik klienten tager fat. Sortering skaber cellefornyelse, kunne man konkludere. Nysgerrigheden vågner, kinderne blusser og stemmen får en slagkraft, der overrasker klienten selv.
“Så powerfuld har jeg aldrig hørt mig selv.” Nej, er svaret – for det er først nu, du giver dig selv LOV.

Mentor Helene Krenchel

Og gudsketakoglov for dét! For hvis du ikke selv prioriterer dit liv – er der andre, der gør det.
Du er altid velkommen til en gratis prøvesamtale(30 min). Book tid her: http://helenekrenchel.dk/kontakt/

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 
Translate »
error: Content is protected !!