heal

Hvordan holder jeg op med at tænke de samme negative tanker?

Mentor Helene Krenchel

“Så er det fredag” – med spørgsmål fra mit mentorarbejde: “Hvordan holder jeg op med at tænke de samme negative tanker, Helene?”
Vi har dem allesammen, bliver vi enige om. Tankerne. I massevis, metervis og timevis. Stædige og vedholdende. Og ikke altid lige logiske, velovervejede eller nye.
Og så dykker vi ind i mit favoritunivers: Biologiens verden, for Herregud vi er jo alle af samme stof. Denne gang slangen, der smider sin ham tre- fire gange om året. Af praktiske grunde; for at vokse og for at slippe for parasitter, der tærer på systemet.
Et billede begynder at dæmre for de fleste, for hvem kender ikke følelsen af tanker, der snærer og føles for små? Og hvem kender ikke totaludmattelsen efter tankernes parasitliv i hjernen?
Og alligevel har vi svært ved at give slip på dem, for…hvad kommer der på den anden side? Slangen derimod har det, som slanger tit har det – befriende herligt med at slippe hovedet først. Sikkert fordi det føles vildt labert at glide tankeløst frem i den nye frakke.
På samme måde føles det vildt labert at fylde hjernen med opløftende og blodfriske tanker, når først vi får processen under hammen.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Kig på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 

 

 

 

 

 


 

Hvordan mærker jeg mine følelser, Helene?

Mentor Helene Krenchel

 

“Så er det fredag” – med kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Hvordan mærker jeg mine følelser, Helene? Jeg har levet oppe i hovedet det meste af mit liv, og kan ikke mærke, hvad jeg føler.”
Hver gang fortæller jeg om min egen rejse for 30 år siden fra hjernestyret til kropsbevidst. For det er i kroppen svarene ligger. Jeg var studerende, kørte for fuld hammer i mit liv, og det samme gjorde mine tanker. En dag faldt regningen; stakåndet i enhver forstand, og uden nogen idé om, hvordan jeg fandt roen igen.
Gæt vejen tilbage? Yes, yoga – som de fleste, der kender mig ved, er min daglige medicin. Og det er det, fordi efter 3 uger på yogamåtten som ung udmattet studerende kom min krop og hjerne i balance, og jeg kunne pludselig mærke mine følelser. Og handle på dem: “Nej, tak til den opgave. Ja tak, til den oplevelse. Må jeg tænke over det tilbud…” blev nye, sunde reaktioner i mit liv.
Så, hvordan mærker man sine følelser? Ved at komme hjem i kroppen, og det opnår man kun ved at bevæge den. Intellektuel snak om kropsbevidsthed rimer ligesom ikke. Der skal vrides, twistes, drejes, sanses, fornemmes, danses og fremfor alt: MÆRKE efter.
Det sidste er en udfordring for de fleste, for føj hvor er det ubehageligt at mærke SÅ MEGET. Men også dét er en overgang, som så meget andet i selvudviklingens navn. Og med en veteran ved hånden, som har gået vejen selv, er det nogle gange nemmere. En der forstår, at det er voldsomt at mærke sig selv for måske første gang efter 20-30-40 års løben på stedet med alverdens afledningsmanøvrer; mobilchat, surf på nettet, sprut, slik, over-/underspise, fart på, overarbejde, deadlines…you name it.
Resultatet?
Ahhh, ubeskriveligt dejligt. Som at komme hjem, som mange siger efter en time. Som at hvile i flødeskum, er mit eget favoritudtryk. Hvile blødt i et indre, der ikke stikker som pindsvin, men hviler roligt i visheden om, at jo mere vi vover den farlige konfrontation, jo mere falder Monkey-mind til ro.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Du er velkommen til at booke en samtale eller prøvesamtale (30 min) på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 

 


 

Hvorfor er der gået så lang tid?!

“Så er det fredag” – er et nyt tema, jeg kører. Hvor jeg samler op på ugens kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Hvorfor er der gået så lang tid med selv-sabotage? Jobbet, studierne, kæresten, madvanerne… hvorfor blev jeg ved? Jeg trives ikke – mit hjerte visner.”
Og så kommer de forløsende tårer som renser kanalerne og tankerne, og gør åndedrættet dybere. For NU kan vi begynde at leve. NU kan vi sætte det liv sammen, som VIRKELIG taler til vores hjerte.
Og lad mig straks slå fast: DET ER ALDRIG FOR SENT. Jeg har alle aldre til samtaler – fra 21 til 71 år. Og processen er den samme: Refleksion, mærke efter, trække vejret dybt, afprøve, vælge fra, vælge til…krydret med de teknikker, jeg giver klienten.
Teknikkerne er hjælpemidler til at bevare nærværet og autenciteten. Kropsarbejde og åndedræt sat sammen på en måde, så hjernen ikke styrer.
Og så er vi fremme ved: “Hvorfor så mange år er gået?” Det tankevækkende er, at uanset om vi er 21 eller 71, føles det som “lang tid”. Formentlig fordi den pludselige opvågnen sletter tidsfornemmelsen.
At opgaven er vigtig viser samtaler fra dødslejer. Når vi forlader dette liv, tænker vi ikke i materiel rigdom, karrieremål, titler eller status. Vi måler livskvalitet på autencitet. Hvor nærværende var jeg? Hvor stærkt følte jeg livet? Hvor ærlig var jeg overfor mig selv? Overfor andre? Hvor meget elskede jeg? Levede…hele spektret?
Ofte ser jeg en markant foryngelsesproces starte i det øjeblik klienten tager fat. Sortering skaber cellefornyelse, kunne man konkludere. Nysgerrigheden vågner, kinderne blusser og stemmen får en slagkraft, der overrasker klienten selv.
“Så powerfuld har jeg aldrig hørt mig selv.” Nej, er svaret – for det er først nu, du giver dig selv LOV.

Mentor Helene Krenchel

Og gudsketakoglov for dét! For hvis du ikke selv prioriterer dit liv – er der andre, der gør det.
Du er altid velkommen til en gratis prøvesamtale(30 min). Book tid her: http://helenekrenchel.dk/kontakt/

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Hvad siger de andre mon?!

“Så er det fredag” – er et nyt tema, jeg kører. Hvor jeg samler op på ugens kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uge hed det gennemgående spørgsmål: “Hvis jeg følger mit hjerte, som du anbefaler Helene, hvad siger de andre så?” Og hver gang spørger jeg: “Definér lige De Andre?”
Svaret kommer ikke med det samme, for tit ved vi ikke, hvem de-andre er. De er blevet et monster i vores hoved. Et spøgelse vi kan holde os selv i ørerne med.
Hvor kommer monsteret fra? Jamen, det nemme svar ville være vores forældre, lærere, onkler og tanter, men verden har altid bestået af rigtig/forkert regler. Som den mexikanske forfatter Don Miguel Ruiz siger: “Long before we were born, humans before us created a big outside dream we could call society’s dream or the dream of the planet” Et stramt regelsæt som skulle sikre vores beståen, men som i moderne tider har overlevet sig selv.
Så opgaven, hvis vi længes efter frihed og livskvalitet, ligger i at afmontere reglerne og redefinere os selv udenom regelsættet. Så vi kan blive frie, helstøbte og kreative væsner, der navigerer efter vores egne sunde regler.
De fleste herinde kender min historie; stressramt som 28-årig, kom på benene med en gigantisk livsomlægning. Oprydning i arbejde, opgaver, madvaner, socialliv. ALT blev revurderet efter mine egne smagsløg. Og det gav en længe savnet frihed og selvstændighed, men også rynkede bryn hos mine nærmeste. Men virkelighedens verden viste, at de dybe relationer overlevede transaktionen. Gudskelov. Fordi vi respekterer hinandens livsvalg.
Så i stedet for at sige – “Hvad siger de andre mon?” Anbefaler jeg altid at spørge: “Hvad siger jeg SELV? Hvad virker godt for mig?” Velvidende at ligegyldig hvad vi vælger – vil der altid være nogen, der rynker brynene. Rigtig god weekend, Alle!

 


 

FoMo – Fear Of Missing Out

Mentor Helene Krenchel

“Så er det fredag” – er et nyt tema, jeg vil køre. Hvor jeg samler op på kernespørgsmål fra ugen i mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål er: “Helene, hvis jeg lader mine tanker passere, som du siger, mister jeg så ikke vigtige informationer?”
Mit svar er “nej”. Og hvorfor?
Fordi de gode svar sjældent kommer fra hjernen. De kommer fra maven eller mavefølelsen også kaldet intuitionen – altså, når vi tænker allermindst. Alle kender historien om Einstein, der fik sine bedste ideer, når han hvilede på sofaen eller barberede sig. Altså, IKKE-TÆNKE.
Derfor bygger alt mit arbejde med mennesker på at guide dem ind i deres krop, hvor de mærker svarene. Så de kan mærke, hvad den signalerer: “Gå den vej, ring til den person, spis den slags mad, hold dig fra de aktiviteter…”
Og ja, det at mærke kroppens signaler er en proces, der tager tid, men i min optik er der ingen vej udenom. Hvad enten spørgsmålet hedder: “Hvordan taber jeg 10 kilo, hvilken kæreste skal jeg vælge, hvilket job er bedst, hvilke venner skal jeg ringe til?” – så ligger svaret, der giver dig mest glæde – i din mavefølelse.
Så vi kan ikke skyde genvej med kure, tabeller, badevægte eller horoskoper. Vi er nødt til selv at gøre arbejdet for at lære os selv at kende OG…frem for alt: Gøre os uafhængige af autoriteter/healere/kostvejledere/håndlæsere…you name it.
Derfor arbejder jeg målrettet med mine coachees på at lære dem vejen hjem i kroppen. Og det skift der sker i deres kropsudtryk, når de lander i kroppen – er fænomenalt. Som nat/dag og tit ville jeg ønske, jeg kunne sætte et spejl op foran, så de selv kan se forskellen. Når vi er i hovedet, er vores øjne trætte. Når vi komme ned i kroppen, LYSER nærværet.
Så mit arbejde består i den vidunderlige gave at hjælpe mennesker-hjem. Hjem til deres egen krop, hvor livfuldheden og kreativitet sprudler. Så spørg mig lige, om jeg elsker mit arbejde?! Det er en gave.
Læs mere om mit arbejde under: http://helenekrenchel.dk/about/ og book evt 30 minutter gratis prøvesamtale under Kontakt, så du kan høre mere.
Rigtig god weekend!


 
Translate »
error: Content is protected !!