Intuition og Mindfulness

OM MOD, MOD-STAND OG POWER

Lockdown kalder på mod – personligt mod. Modet til at møde den indre modstand, der siger: “Det her holder jeg ikke ud. Det er for mærkeligt, svært, underligt…fyld selv ind”

Hvor henter man så lige det mod fra? Jeg er overbevist om, vi alle har oplevet situationer i vores liv, som kaldte på så meget mod, at vi næsten har valgt at glemme dem. Det er DE episoder, vi henter modet fra. Ved at huske tilbage, fornemme stemningen, huske hvad vi gjorde, hvad vi sagde til os selv, hvordan det gjorde os rolige(re)og fik-os-igennem.

Lad mig give dig et eksempel, som jeg bruger igen og igen i mit eget liv: Jeg er vokset op med en elskelig, sjov, kreativ men også syg far (bipolar), som på sine gode dage var i den syvende himmel, og på sine dårlige dage eksploderede over stort og småt – uden varsel. Ingen er i tvivl om, hvad det gør ved et barn. Uvished, trusler, voldsomhed…jeg var altid på vagt.

Men jeg var tvunget til at leve under forholdene, og lærte mit 4-årige selv teknikker til at cope med utrygheden. Talte beroligende til mig selv, trak vejret dybt, gik ind i mig selv, legede trygge lege med mine dukker, og talte med min hund.

Udefra lignede det mod. Indefra var det ren overlevelse – en overlevelse jeg har kunnet bruge hele min voksenalder. Når noget som fx en Lockdown banker på, ser jeg mig selv tage alle redskaberne frem af barndommens kuffert: Taler beroligende til mig selv, trækker vejret dybt, mediterer, går ind i mig selv, og finder en hund at klappe.

Så mod er en aktiv proces, selvom den på det ydre ligner noget medfødt. Jeg mener, vi alle har et arsenal af modige handlinger liggende i kufferten. Gå på pulterkammeret og led, er min invitation til dig, der savner mod under Lockdown eller andre stressende situationer. Du har redskaberne, men måske skal de lige støves af, hentes frem og genetableres.

Og måske skal du tale med en, som fandt modet i en tidlig alder. Kig under “Kontakt” her på hjemmesiden: http://helenekrenchel.dk/

 


 

 

OM SUKKER, OVERARBEJDE OG ANDEN SJOV OVERSPRINGSHANDLING

Lykken at leve livet uden filter – nærværende, sanseligt, levende

I denne Lockdowntid får jeg ofte det samme spørgsmål: “Kan yoga og åndedrætstræning hjælpe på overspringshandlinger, også kaldet røgslør eller misbrug – alt efter øjnene der ser?” Svaret er ja; det kan yoga – også – hjælpe på.

Hvordan ved jeg det? Fordi jeg selv i perioder lander lidt for ofte med en fastelavnsbolle eller anden hyggesukker, eller siger ja til laaaangt flere opgaver, end jeg behøver. Og hver gang ved jeg, at det er for-at-få-en-pause fra virkeligheden. Og lige nu er virkeligheden for rigtig mange af os – udfordrende. Nye krav stilles til os, og selvom det er megaspændende at se, hvad der sker fremover og være med til at skabe nye vilkår – så er det også en mundfuld usikkerhed på én gang.

Okay; hvad gør jeg så? Jeg ruller yogamåtten ud, tager 7 runder Solhilsen, og slutter af med 15 minutters åndedrætsøvelse af den, de fleste kender: indånd på 4, hold vejret på 4, udånd på 4, hold vejret på 4. BUM! Så er jeg hjemme i kroppen igen og Goodbye til sukker og workaholism.

Og lad os lige repetere hvad misbrug er. Nej, det er ikke kun spiritus og narko – det er også overarbejde, kronisk spekulation, dramatanker, sukker, over-eller underspisning, Netflix i timevis, Sociale Medier i timevis, porno i metervis…Alt hvad der tager os væk-fra-os-selv i dagligdagen.

ALLE kan mere eller mindre genkende det i sig selv, og jeg vil vove den påstand, at alle kan arbejde sig ud af det igen. Knække misbrugskoden. Jeg har arbejdet 14 år med misbrugere, og plejer at sige: “Der er ingen forskel på dit stik i armen, og min sukkerhygge. Vi siger det samme til os selv: I dag har været en hård dag – jeg fortjener det. I dag var en god dag – jeg fortjener det.”

Og ja, det kræver, indrømmet – vilje og træning at knække koden. Men vi ved jo allesammen hvor fedt, det er at leve livet uden filter. Nærværende, levende og sanseligt. Og hvis nogen spørger mig; så er det dén version af os, fremtiden behøver. Stærke, handlekraftige og progressive. Håber det kan bruges. Bliv ved med at stille spørgsmål. Smuk dag til jer alle!

 


 

MindBody

BodyMind træning mod smerter i krop og psyke

Som yogalærer hører jeg ofte sætningen “jeg har en kropssmerte” fra mine elever, og hver gang tænker jeg tilbage på min egen start med yoga. Hvor mange smerter, jeg døjede med som ung 27-årig, og altid koncentreret omkring ét sted – mit underliv.
Yogaen lærte mig at brede opmærksomheden ud til hele kroppen, og ikke – næsten besat – jagte svaret på én legemsdel. Det blev kuren og medicinen, og den kur træner jeg mine yogis i at integrere i deres egen hverdag. Med positive resultater. Specialistbesøg, hyppig snak om smerter, støttegrupper…bliver erstattet af en helstøbt tilgang til kroppen, som fjerner følelsen fra sygelighed til sundhed.
Og hvad gør de så? Jamen, de følger den “kur”, jeg selv fulgte for mere end 25 år siden: Slippe hjernens behov for konstant at koncentrere sig om et punkt på kroppen. Det kan blive næsten en besættelse for mange af os at tale med specialister, finde-svaret, besøge læge efter læge, lade sig undersøge, når alt hvad der virkelig sker – er vedligeholdelse af et urgammelt behov i hjernen for opmærksomhed.
Som MindBody specialisterne kalder det: “Hjernen er som en sød, lille 5-årig, der konstant vil have vores opmærksomhed, og hvis den kun kan få det gennem smerte, så er det smerte, den skaber.” Og jo mere vi plejer smerten med endeløs opmærksomhed, kure, øvelser, indlæg i skoene og forsigtighedsregler – jo mere bider den sig fast.
Vejen ud er enkel, og for mange næsten FOR enkel, men tro mig, det virkede på mig og virker for tusinder af mennesker, der vælger at følge den:
1) Glem ALT om sårsnak, følelsesarkæologi og støttegrupper. Det er gift for dine smerter – i betydningen: Fastholder dig.
2) Spred din opmærksomhed til HELE kroppen. Arbejd med den som en helhed; hug brænde, vask tøj, gør rent, få sved på panden og være fysisk træt og helstøbt, når du går i seng.
3) Styr dit behov for at dele symptomer, fornemmelser, smerter med andre. Det er din hjernes umodne behov – ikke den voksne del af dig. Så, lad dem være der, som det lille endeløst opmærksomhedskrævende barn, de nu engang er. Smil ad dem, og hug brænde imens.
4) Lav afspænding før du skal sove, og sådan lever du dag ud, dag ind. Og en dag…er smerten væk. Hvorfor? Fordi du ikke koncentrerer dig om den.
Jeg er ikke læge, men et ganske almindelig menneske, som brugte mange år af mit liv på at gå fra specialist til specialist, læge til læge, støttegruppe til støttegruppe – med ubestemmelige smerter i mit underliv. Det gjorde ondt når jeg havde samleje, når jeg sad og stod. Og så en dag lærte jeg om MindBody (se bog i link), startede på yogatræning – og ved at holde fast i den nye livsstil med at holde fokus på HELE kroppen – forsvandt smerterne gradvist.
Hvis du ønsker mere viden om MindBody, anbefaler jeg, at du læser Steven Ray Ozanich´s bog: The Great Pain Deception. du er også velkommen på et af mine events om krop/smerte/yogafspænding, som jeg slår op i min Facebook gruppe: “Yogi events” kom ind og vær med.
Alt muligt godt til din rejse🙏🏼

 

Wellness og forår

Skandinavisk magi – årstidernes skiften

I år brugte jeg min sommerferie på at lande i min nye lejlighed, og undervise mine studerende i yoga – udendørs. Alt skal helst foregå udendørs om sommeren. Har du det ikke også sådan?

Min invitation til dig er at lade batterierne op med al den skønhed, du omgiver dig med hver dag. Start med naturen og de vidundere, du finder der. Vi har alle et stykke af det i vores hood. Gå ud og find det, saml indtryk med dine sanser, luk det ind, og lad det fylde og nære dig. Nyd årstiderne, fornem forskellen i temperatur, farver, dufte og indtryk,og lad dine fødder lande tungt i jorden for hvert skridt, du tager. Det giver jordforbindelse, ro og overblik.

 

Næring til krop og sind

Helene Krenchel underviser og coacher i sund livsstil

At være venlig mod sig selv er hovedtemaet med mine studerende i disse uger. Unge studerende med ikke så let baggrund, og som ikke rigtig har lært kunsten at tage sig af sig selv. Hvordan gør vi det?

Det er lige så variabelt som vi mennesker er forskellige, men en ting er sikker – uden sans for krop … bliver det tåget. At kende dine egne grænser fra kropsbevidsthed; føle, høre, se og lytte er en brugbare vejvisere i processen til at være venlig mod dig selv. At vide: Hvad foretrækker jeg? Hvad føles godt for mig? Hvor og med hvem blomstrer jeg, vokser og spreder mine vinger?

Spørgsmål, som jeg opfordrer mine studerende til at stille sig selv hver dag, når vi går på lange ture i skoven. I stilhed, fordi i stilhed har vi en chance for at høre svarene.

Over tid vokser kropsbevidstheden og fornemmelsen af, hvornår nok-er-nok. Hvornår de skal sige nej og ja til forslag, hvornår de skal rykke videre, og hvornår de skal tage en pause før, de svarer. En vidunderlig (for alle) proces, der over tid får en en dyb betydning for kvaliteten af det liv, du lever.

 

 

 

 

 

 

 


 

Bag tankerne

Nature by itself seeks for growth, uplifting spirals…

Vi har alle et medfødt drive mod vækst. Det gælder også for tænkning; naturen i sig selv søger mod nærende tanker. Hvorfor? Fordi det er vores natur at hvile i fred. Ikke som vi engang lærte det gennem positiv tænkning, men ved opmærksomt at lade monkeymind passere forbi. Han-gjorde-det-og-jeg-sagde-så-rpoblematikken, som twister og fordrejer vores virkelighed. Hvorfor? Fordi tanker skaber følelser, og når følelsen først ha sat sig i kroppen – tror vi på den.

I det nye paradigme, som verden bevæger sig mere og mere imod – forstår vi, at naker strømmer konstant, men det er ikke ensbetydende emd, at vi skal hægte os på dem alle. Nogle inviterer ind på kaffe – andre lader vi glide fordi. Fordi de ikke motiverer os, løfter os, støtter og opbygger os.

Ønsker du at arbejde mindfullt med stilheden bag dine tanker; dér hvor intuitionen, roen, de opbyggende og kreative tanker ligger, kan du booke session på: mail@helenekrenchel.dk


 

 

 

Læn dig ind i kroppen

Drevet af målsætning?
Jeg kan altid mærke, når jeg i en periode har været drevet af at sætte det ene mål efter det andet. Kender du følelsen? Uro, småløben på stedet, lidt hurtigere åndedræt end normalt.

Kuren ud? Taknemmelighed. Tag dig tid hver dag til at vende opmærksomheden mod det, der allerede fungerer i dit liv. Taknemmelig refleksion. Og fornem hvordan dit åndedræt falder til ro, dit perspektiv udvider sig og din følelse af flow, væren og jordforbindelse vokser.

Vi har SÅ meget at være taknemmelige for; forhold, venner, vanskeligheder, der bliver løst, fastlåste følelser, der transformeres. Og ja, det er let at sige, jeg ved det godt, når kontoret midlertidigt er flyttet til himmelske forhold i Portugal. Men hey – det er kun midlertidigt, som alt omkring os er. Men lige nu, lige her – er der, uanset hvor vi befinder os, små og store ting at fylde sindet med, som fungerer, virker, støtter dig og minder dig om den naturgivne glæde og tilfredshed, der bor inden i os alle.

Begynd din rejse indad, ved at læne dig ind i dit sind, ind i det inderste kammer i din krop – og fornem roen, glæden, stilheden og det velvære, du så godt husker, fra dengang, du var barn.💚


 

Fordybelse og ro

Bedste sted nogensinde at forberede eksamen til yogalæreruddannelsen. Jeg er så taknemmelig for denne proces. En cirkel er sluttet. Yoga kom ind i mit liv som min redning i begyndelsen af 30års alderen; en krop fuld af stress og spænding. Kunne ikke arbejde, tænke lige eller ånde fuldt ud.

Tre uger på yogamåtten og symptomerne var væk. Takket være vidunderlige lærere, som jeg i dag er dybt taknemmelig for.

Nu er det min tur – at stå på undervisermåtten. Undervise 26 vidunderlige medstuderende gennem en sekvens over Garland Pose. Nervøs? Ja, men også fuld af glæde, lykke og en følelse af mission accomplished.

Hvis du dealer med stress, anbefaler jeg altid at starte med kropsbevægelse. Næsten enhver bevægelse, vil jeg sige. Vælg den der passer bedst til dig, og som bringer din opmærksomhed tilbage til dit åndedræt, din puls og dine indre fornemmelser.

Og ja, det kan tage nogen tid at komme dertil, hvor du overhovedet føler disse ting. Men giv processen tid; langsomt fornemmer du små tiltag af indre sansning og ro. Måske kun minutter ad gangen, men lad det inspirerer dig til at fortsætte kropsarbejdet for, i mine øjne, er det via kroppen vi finder magien. Åndedrættet, smidigheden, de små fornemmelser…

Mit favorit citat, Yogi Bhajan: “Yoga vil ikke gøre dig stor. Yoga vil gøre dig til dig! ”


 

Dit kreative indre

‘Penge kan købe dig en fin hund, men kun kærlighed kan få ham til at logre med halen.’ Kinky Friedman

Jo mere jeg ser på mine egne øjeblikke af spontan forandring, jo mere synes disse øjeblikke at opstå. Som første gang jeg turde undervise uden et manuskript – og opdagede, at mine studerende var overraskende vågne efter klassen 😉 

Jeg fulgte den spontane vej lige siden, og hvor kom ordene fra? Fra en stille hvisken inden i og næsten ikke til at høre i støjen fra uddannelse, rådgivning og traditionel undervisning.

Lige som den dag, jeg besluttede at sænke tempoet til det næsten utrolige og indså .. at jeg nåede det dobbelte. Igen kom inspiration fra en dyb indre viden, opstået gennem vedholdende at skrælle lag af min sædvanlige tænkning. For hvor ofte har vi ikke lært at kopiere og lære af succesrige mennesker. Men ikke to personer er ens – så hvad skal man kopiere ..? Vi har alle de gyldne svar indeni.

Lyt – dybt. Hvordan lytter du til dine EGNE spontane ideer og indre visdom? Min måde er at lade tankerne strømme forbi og simpelthen lade den indre visdom dukke op spontant med al dens skønhed. 

Min coaching bygger på at guide dig tilbage til din egen indre vejledning.

Book en session på Skype, så coacher jeg dig til den intuition og medfødte glæde, der bor inden i dig.

 


 

Farvel stress

Rumme følelser er den sikre vej til mindful living

Som Mindfulness Instruktør er én af mine opgaver at notere tegn på udvikling i min praksis. Til glæde for mig selv – primært, men også for mine nuværende og kommende coachees. Teksterne har jeg valgt at samle her på bloggen så du, kære læser, kan bruge indsigterne efter behov i dit eget liv.

Min første indsigt er spritfrisk og lige hentet hjem fra min sommerferie. På den græske ø Kythira, hvor jeg valgte en uge på egen hånd væk fra stress og uden nogen form for distraktioner. Normalt booker jeg mig ind på yogaferier, fordi yoga har været min lidenskab de sidste 20 år. Men i år ønskede jeg fordybelse på den mere stille og mindful(d)e måde. Derfor Kythira, fordi den er kendt for sit håbløse trafiknet – for ikke at sige non-eksisterende trafik – sin barske natur og venlige befolkning. Altså rigelig plads til fordybelse.

Jeg landedei i hedebølge og mødte på den måde fra dag ét – mit stresscenarie numero uno: Kvalm, kvælende, klummer hede, som gør næseborene tørre og halsen ditto. Første nat…jamen, hvad skal jeg sige – lignede min eksistens i den ellers glimrende græske træseng en roterende tørretumbler med lagner, der snørede sig klamt om talje og ben. Panik er for stærkt et ord – uro en anselig underdrivelse. Jeg gispede efter vejret, tændte og slukkede air condition i et væk med det resultat, at halvdelen af kroppen lå nedkølet som en frostkylling og den anden halvdel opvarmet som en grlllet af samme slags. Ikke festligt for ferietrængende.

Næste morgen; udmattet hængende ved morgenbordet dukkede sætninger op i min ristede hjerne – fra Mindfulness. Jeg har hørt dem om og om igen, men i stressens stund var de evaporeret. Den bedste af sætningerne, og den som blev hængende ved min praksis resten ugen og som gjorde forskellen fra en uge i Helvede til en uge i opbyggende Paradis – er fra Mr King Kong Mindfulness, Jon Kabat-Zinns bog: “Lige meget hvor du går hen er du der”, passende titel, ikk`?!: “.Hvis du målbevidst øver dig i at se ud over vreden/frygten/panikkens sammenhæng (hvad enten det er din egen eller en andens følelse) præcis i det øjeblik, den opstår, og når sit højdepunkt, og fastholder at der må være noget større og mere grundlæggende du glemmer i den følelsesmæssige ophidselse, kan du komme i kontakt med en bevidsthed i dit indre, der ikke er knyttet til eller investeret i følelsens ild.”

Lige den sætning lige i det øjeblik – gjorde underværker. Jeg huskede at vende tilbage til mit åndedræt, som er ankeret i al mindful praksis, og bare VÆRE med følelsernes kaos. Og når jeg først var dér, forsvandt hverken følelserne eller varmen, men de blev mindre dominerende og mindre fortærende, fordi jeg accepterede kaos og lod det rase (ud).

Vejen ud er altid vejen ind
Gå igennem følelserne

Resultat: En ferie hvor stresskurven faldt parallelt med temperaturkurvens stigning. Gradvist kunne jeg “se” ting omkring mig – det pragtfulde hav, farvenuancerne, duften af timian fra bjergene som er så stærk på den årstid, bådenes vuggen… At blive mindful og nærværende er at være tæt på sine sanser – igen.

Så velkommen til dig, der er glad for Mindfulness og ønsker en direkte tilgang til lærdommen. Jeg vil fremover dele close up oplevelser, som denne, så du kan overføre dem på situationer i dit eget liv. Jeg vil blive meget glad for dine kommentarer nedenfor, da jeg elsker en livligt debat og tror på, at vi alle kan give hinanden en masse i vores individuelle rejse mod større erkendelser. Så tak på forhånd for dit bidrag og besøg på min side.

Ønsker du at arbejde med Mindfulness i en-til-en sessioner med mig, kan du booke tid under “Kontakt”

Følg også mine artikler i magasinet Psykologi

 

1 2

error: Content is protected !!