livsglæde

De mange valgmuligheder

Denne uges gennemgående spørgsmål i mit mentorarbejde kan hjælpe alle. Så tag, hvad du kan bruge og lad resten ligge: ”Jeg føler det, som om jeg trisser rundt i mit hamsterhjul, og får ikke taget hul på de væsentlige opgaver. Og slapper ikke rigtig af, når der endelig er tid til det, fordi jeg føler, der er så mange valgmuligheder. Hvordan vælger jeg uden at fejlvælge?”

Kender vi det ikke alle? Følelsen af stress uanset om vi har fri, eller er på arbejde. Et usundt loop, som bider sig selv i (hamster)halen. How to get out?

Første skridt er at indse, at det er A eller B-valget, der stresser de fleste af os. Hvis jeg vælger A, går jeg glip af B, og vælger jeg slet ikke noget, fordi jeg er bange for at vælge forkert – bliver jeg virkelig stresset. Til rigtig manges overraskelse påpeger jeg, at vi kan ALDRIG vælge forkert. Uanset om vi tager A eller B, er der læring i oplevelsen.

Lad os tage jobvalget – du ansøger om job (A), og i mellemtiden tikker endnu en jobmulighed op (B). Hvad gør jeg, spørger mange? Du går til begge jobsamtaler, og mærker efter. Og får du tilbudt begge job, som føles lige perfekte – er jeg så hard-core, at jeg anbefaler, du slår plat eller krone. ”Det kan jeg da ikke”, himler mange. ”Det er mit LIV, det gælder.”

Ja netop, det er dit liv, det gælder. Og dit liv skal ikke sættes på formel, for så dør det…og du. Af forudsigelighed og kedsomhed. Uanset, om det bliver plat eller krone – er der en kæmpe læring det pågældende sted. Og læringen kan måske være, at du bliver headhuntet af en kollega, som har en onkel, der lige har brug for én, som dig. Vi ved det aldrig. Vi ved aldrig, hvad livet/ skæbnen/ eventyret har i baglommen til os. Så mit mentorråd er: Kast dig ud i det. Vælg, vær nysgerrig og spørg hver gang: Hvad er læringen her? Hvordan kan det her bringe mig videre til næste spændende eventyr. Hvordan kan det her gøre mig mere hel, stærk, selvsikker og modig? Og det er uanset om, valget gælder en kæreste, job, feriemål, bolig eller andre eksistentielle livsvalg.

Vi er, desværre, opdraget i et forsigtighedssamfund, hvor der er regler om ALT. Cykelhjelm, SKAT, sundhedskort, uddannelse .. Med det resultat, at vores eventyrmuskel bliver slap. Vi tror, vi kun er på eventyr, når vi rejser, i stedet for at gøre hverdagen til et eventyr. Uhhh, det her suser i maven – hvad kan jeg lære af det, hvordan udvider jeg min comfort-zone i mit tempo, hvordan vælger jeg uden at pakke mig ind i vat og seler?

Hvad jeg taler varmt for med alle mine klienter, er at slippe tøjlerne. Kontrol-tøjlerne og de stramme kæbemuskler. Øve dig i at surfe med livet og betragte bølgerne som træningsplatforme. Yayyy, der er en høj bølge (læs: udfordring), lad mig se, hvordan jeg kan komme ind i strømmen og knække den på toppen. Så jeg glider videre til næste oplevelse, og til sidst sidder på stranden og hviler med en kolossal erfaring i baglommen.

Kræver det her træning? Ja, selvfølgelig. Du har gået det meste af livet med cyklehjelmen trukket helt ned over øjnene. Nu skubber du den op, kigger frem, og vælger dine bølger frygtløst. Og så går hamsterhjulet i opløsning. Hjulet kører ikke med dig – du kører hjulet. Du bestemmer retningen. Og hvis folk spørger dig: ”Hvordan TØR du??” så er min anbefaling, at du svarer: ”Det ved jeg heller ikke, men det er supersjovt. Vil du med?” Eller sig som Pippi Langstrømpe: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!”

Tak fordi du læste med. Jeg arbejder med klienter hver dag, og har du en ven, kollega eller nabo, der savner mod og livskraft – vil det glæde mig at støtte i processen. Min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/


 

Farvel tomhedsfølelse

Mentor Helene Krenchel

Velkommen til ugens gennemgående spørgsmål fra mit mentorarbejde: ”Jeg føler en indre tomhed/uro, når jeg er alene. Og den fylder jeg ud med kager/ kærester/ karrieremål/ kritik/ kamp…m.m. Hvordan fylder jeg tomheden ud på en sund måde?”

Et naturligt spørgsmål til én, der har arbejdet over 25 år med mennesker på vej i livet, og som selv har kendt til indre tomhedsfølelse og frygt for det tomme rum. Hvad gjorde jeg, og hvordan hjælper jeg andre ud af tomheden?

Jeg har været nysgerrig på personlig udvikling siden ganske ung, men måtte alligevel indse som 27-årig, at jeg var kommet væk fra min sjæl. For meget høflighed, pænhed, tilpasning og afretning sløvede mine sanser, så jeg kun vidste, hvad ”andre” forventede af mig – men ikke, hvad jeg selv ville. Og det manifestrede sig som en smertende tomhedsfølelse indvendig, som bankede på hver gang jeg sad alene i min lejlighed, og ikke havde kalenderen belagt med planer, kærester, venner, karrieremål, nye uddannelser, bekymringer…uro.

Kuren? Jamen, den var alt andet end glamourøs. En kold tyrker over mange uger med nul aktiviteter. Bare være..helt alene..hjemme. Og face de fysiske reaktioner, der kom. Stakåndet, småløben på stedet, rastløshed, konstant rækken ud efter telefonen..

Som ugerne gik blev åndedrættet roligere, tankerne færre, kroppen afslappet, og jeg opdagede, at det egentlig var helt rart at være i mit eget selskab. Uden distraktioner. Så rart, at jeg orkede at besøge hende den lille Helene, der første gang følte sig dybt ensom og frygtsom. For uden de konfrontationer er det svært at helbrede hjertet. Vi er nødt til at sige goddag til de første ar i sindet og trække dem op til den person, vi er i dag. Så tidslinjen fra fortiden smuldrer.

Et supereffektivt redskab og en proces, der ikke behøver at tage lang tid. Jeg ser klienter der rykker indenfor uger, og vågner med en fornyet power og selvværd.

Hvis du spørger, om det er svært at slippe kagerne, kæresterne, kriserne, kaosset og alt det andet vi overpropper os med i håbet om ikke-at-mærke-tomheden, så er svaret: Ja, i starten, men med tiden falder sindet til ro. Sådan som det altid gør, når vi slipper misbrug. Og på den anden side møder du en version af dig selv, du kun i din vildeste fantasi har forestillet dig: Stærk, stabil, powerfyldt, energisk og kreativ. Fordi du har vovet at face det, du længe er løbet fra.

Så grib ud efter Livet, er mit motto. Lad aldrig stå til; prisen er for høj – triste øjne, apati, konventionelle tanker, hamsterhjul, håbløshed, manglende energi, hyppige infektioner, stivhed og ømhed i kroppen og en manglende tro på eget værd. Gevinsten, til gengæld ved at konfrontere de gamle tomhedsfølelser er så åbenlys, at jeg plejer at sige: ”Du skulle se dig selv nu”. Levende øjne,  røde kinder, livlig krop og roligt åndedræt. Et helt menneske.   

Tak fordi du læste med. Jeg har skabt plads til flere klienter i mit arbejde, fordi jeg får mange henvendelser. Bevidstheden og ønsket om vækst er stor i denne tid. To Lockdown perioder har tvunget mange til at kigge sig selv i øjnene, og erkende, at hvis det skal være – så skal det være NU det gamle spøgelse skal konfronteres. Så kroppen igen finder ro, og styrken vender tilbage.

Så har du en kær ven, bekendt, slægtning, kollega, der føler det er svært at være i eget selskab eller motivere sig selv til vækst og livsglæde – er du velkommen til at sende Nyhedsbrevet videre.   

Jeg kan kontaktes på: 40528316 eller mail@helenekrenchel.dk. Min video ”Nå dine mål” ligger på Youtube: https://www.youtube.com/watch?v=dp8u_013sEo

 

Jeg ved, hvad jeg vil – men jeg tør ikke.

 

“Så er det fredag” – med kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Jeg ved hvad jeg vil, Helene – men jeg tør ikke. Hvordan finder jeg modet?”
Hver gang tager vi et dyk ind i King Kong mønsterbryderen over alle mønsterbrydere Nelson Mandelas stærkeste udtalelse: “Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is or light, not our darkness, that most frighten us.”
Og mens vi fordøjer dén, tager vi et styrtdyk ind i biologiens verden. Til Lille Sommerfugl som starter i en et-værelses med alt for smalle vægge. Hvad havde Fruherre lige gang i dengang? Hvorfor så smalle puppevægge til en gigalarve? Var målebåndet smuttet den dag? Nej, som med ALT i naturen ligger der en genial plan bag; snævre vægge kræver moslen og rumsteren, og det skaber muskelmasse – en muskelmasse til et par vinger, der en dag folder sig elegant ud og svæver – efter lidt flaksen og famlen – fra blomst til blomst. Og prøver sig selv af i al sin skønhed.
Så, når vennerne, familien, studiekammeraterne, kæresten…whoever rynker på næsen af vores storslåede planer, er de vores puppevægge, der giver store muller. Så vi kan modstå modstanden og gå efter målet. Venligt men bestemt.
Og for lige at vende tilbage til Superstar Nelson M; hvad gjorde han i sine 27 år i fængsel for at holde spirit high og troen på sin vision intakt? Han styrketrænede hver dag i sin et-værelses puppecelle. Armbøjninger, squat, bench press…muller, muller, muller, som igen genererede blod til hjernen, gav klare tanker, overblik, fokus, overskud, og…frem for alt: Troen på sin storslåede plan.
Så hvor finder vi modet? I et klogt sammensat program, tilpasset os personligt, og som presser os blidt frem dag for dag mod målet, så mullerne ikke knækker, men begavet bygges op til flyvestatus.
Og samtidig er det godt at synge K. D`Angelos: “No garden truly blooms until butterflies have danced upon it.”
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Du er velkommen til at booke en samtale eller prøvesamtale (30 min) på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 

 

 


 

Hvordan mærker jeg mine følelser, Helene?

 

“Så er det fredag” – med kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Hvordan mærker jeg mine følelser, Helene? Jeg har levet oppe i hovedet det meste af mit liv, og kan ikke mærke, hvad jeg føler.”
Hver gang fortæller jeg om min egen rejse for 30 år siden fra hjernestyret til kropsbevidst. For det er i kroppen svarene ligger. Jeg var studerende, kørte for fuld hammer i mit liv, og det samme gjorde mine tanker. En dag faldt regningen; stakåndet i enhver forstand, og uden nogen idé om, hvordan jeg fandt roen igen.
Gæt vejen tilbage? Yes, yoga – som de fleste, der kender mig ved, er min daglige medicin. Og det er det, fordi efter 3 uger på yogamåtten som ung udmattet studerende kom min krop og hjerne i balance, og jeg kunne pludselig mærke mine følelser. Og handle på dem: “Nej, tak til den opgave. Ja tak, til den oplevelse. Må jeg tænke over det tilbud…” blev nye, sunde reaktioner i mit liv.
Så, hvordan mærker man sine følelser? Ved at komme hjem i kroppen, og det opnår man kun ved at bevæge den. Intellektuel snak om kropsbevidsthed rimer ligesom ikke. Der skal vrides, twistes, drejes, sanses, fornemmes, danses og fremfor alt: MÆRKE efter.
Det sidste er en udfordring for de fleste, for føj hvor er det ubehageligt at mærke SÅ MEGET. Men også dét er en overgang, som så meget andet i selvudviklingens navn. Og med en veteran ved hånden, som har gået vejen selv, er det nogle gange nemmere. En der forstår, at det er voldsomt at mærke sig selv for måske første gang efter 20-30-40 års løben på stedet med alverdens afledningsmanøvrer; mobilchat, surf på nettet, sprut, slik, over-/underspise, fart på, overarbejde, deadlines…you name it.
Resultatet?
Ahhh, ubeskriveligt dejligt. Som at komme hjem, som mange siger efter en time. Som at hvile i flødeskum, er mit eget favoritudtryk. Hvile blødt i et indre, der ikke stikker som pindsvin, men hviler roligt i visheden om, at jo mere vi vover den farlige konfrontation, jo mere falder Monkey-mind til ro.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Du er velkommen til at booke en samtale eller prøvesamtale (30 min) på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 

 


 

Hvorfor er der gået så lang tid?!

“Så er det fredag” – er et nyt tema, jeg kører. Hvor jeg samler op på ugens kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Hvorfor er der gået så lang tid med selv-sabotage? Jobbet, studierne, kæresten, madvanerne… hvorfor blev jeg ved? Jeg trives ikke – mit hjerte visner.”
Og så kommer de forløsende tårer som renser kanalerne og tankerne, og gør åndedrættet dybere. For NU kan vi begynde at leve. NU kan vi sætte det liv sammen, som VIRKELIG taler til vores hjerte.
Og lad mig straks slå fast: DET ER ALDRIG FOR SENT. Jeg har alle aldre til samtaler – fra 21 til 71 år. Og processen er den samme: Refleksion, mærke efter, trække vejret dybt, afprøve, vælge fra, vælge til…krydret med de teknikker, jeg giver klienten.
Teknikkerne er hjælpemidler til at bevare nærværet og autenciteten. Kropsarbejde og åndedræt sat sammen på en måde, så hjernen ikke styrer.
Og så er vi fremme ved: “Hvorfor så mange år er gået?” Det tankevækkende er, at uanset om vi er 21 eller 71, føles det som “lang tid”. Formentlig fordi den pludselige opvågnen sletter tidsfornemmelsen.
At opgaven er vigtig viser samtaler fra dødslejer. Når vi forlader dette liv, tænker vi ikke i materiel rigdom, karrieremål, titler eller status. Vi måler livskvalitet på autencitet. Hvor nærværende var jeg? Hvor stærkt følte jeg livet? Hvor ærlig var jeg overfor mig selv? Overfor andre? Hvor meget elskede jeg? Levede…hele spektret?
Ofte ser jeg en markant foryngelsesproces starte i det øjeblik klienten tager fat. Sortering skaber cellefornyelse, kunne man konkludere. Nysgerrigheden vågner, kinderne blusser og stemmen får en slagkraft, der overrasker klienten selv.
“Så powerfuld har jeg aldrig hørt mig selv.” Nej, er svaret – for det er først nu, du giver dig selv LOV.

Mentor Helene Krenchel

Og gudsketakoglov for dét! For hvis du ikke selv prioriterer dit liv – er der andre, der gør det.
Du er altid velkommen til en gratis prøvesamtale(30 min). Book tid her: http://helenekrenchel.dk/kontakt/

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Hvad siger de andre mon?!

 

“Så er det fredag” – er et nyt tema, jeg kører. Hvor jeg samler op på ugens kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uge hed det gennemgående spørgsmål: “Hvis jeg følger mit hjerte, som du anbefaler Helene, hvad siger de andre så?” Og hver gang spørger jeg: “Definér lige De Andre?”
Svaret kommer ikke med det samme, for tit ved vi ikke, hvem de-andre er. De er blevet et monster i vores hoved. Et spøgelse vi kan holde os selv i ørerne med.
Hvor kommer monsteret fra? Jamen, det nemme svar ville være vores forældre, lærere, onkler og tanter, men verden har altid bestået af rigtig/forkert regler. Som den mexikanske forfatter Don Miguel Ruiz siger: “Long before we were born, humans before us created a big outside dream we could call society’s dream or the dream of the planet” Et stramt regelsæt som skulle sikre vores beståen, men som i moderne tider har overlevet sig selv.
Så opgaven, hvis vi længes efter frihed og livskvalitet, ligger i at afmontere reglerne og redefinere os selv udenom regelsættet. Så vi kan blive frie, helstøbte og kreative væsner, der navigerer efter vores egne sunde regler.
De fleste herinde kender min historie; stressramt som 28-årig, kom på benene med en gigantisk livsomlægning. Oprydning i arbejde, opgaver, madvaner, socialliv. ALT blev revurderet efter mine egne smagsløg. Og det gav en længe savnet frihed og selvstændighed, men også rynkede bryn hos mine nærmeste. Men virkelighedens verden viste, at de dybe relationer overlevede transaktionen. Gudskelov. Fordi vi respekterer hinandens livsvalg.
Så i stedet for at sige – “Hvad siger de andre mon?” Anbefaler jeg altid at spørge: “Hvad siger jeg SELV? Hvad virker godt for mig?” Velvidende at ligegyldig hvad vi vælger – vil der altid være nogen, der rynker brynene. Rigtig god weekend, Alle!

 


 
Translate »
error: Content is protected !!