momentum

Smid maskerne

Ærlighed – vejen til nærhed.

Smid maskerne

Ugens gennemgående spørgsmål: ”Hvordan siger jeg det lige ud – uden at tabe ansigt?”

I kærlighed, vennerelationer, kolleger, chefer, familie.. Hvordan siger vi tingene lige ud uden at støde andre fra os, tabe ansigt, blive til grin.

Mit svar er hver gang; ”Ved at sige det lige ud”. Plain and simpel. Som det kommer fra dit hjerte – altid venligt og kærligt og med respekt for modparten. Og det er dér, de fleste stopper op, for hvad er konsekvensen? Mister jeg dem, hvis jeg siger nej/ja til opgaven (job), invitationen (venner), kærlighedserklæringen (parforhold/ægteskab), middagsretten (familie)? Svaret er nej, det gør du ikke – forudsat relationen er sund. Og hvad er en sund relation? Dem hvor vi kan være os selv – uden masker, spil og forstillelse.

Lad mig give dig et eksempel fra mit eget liv. Jeg er vokset op i en traditionel opvækst, hvor jeg fra barn lærte at pakke-tingene-ind, mærke-efter-hvad-modparten-vil-høre, fornemme-hvad-der-er-populært. Facetter der gjorde mig træt af mig selv og mit syn på mig selv. En dag fik jeg nok af al den hensynsbetændelse og satte mig for (27 år gammel) at lære at sige tingene lige ud. Not super easy når man har levet 27 år med en maske foran ansigtet, men med de rette mentorer ved hånden – fik jeg det lært.

Første træningsplatform: Mit parforhold, som byggede på de principper, jeg bedst havde lært: Spil-kostbar, giv-ikke-efter-ved-første øjekast, sig aldrig tingene lige ud, for så virker du nem og kedelig. Resultat? Fyren kæmpede, og afstanden imellem os voksede. Hvorfor? Fordi spillet var phony, jeg var phony, forholdet blev mere og mere phony. En dag besluttede jeg at smide maskerne, så næste gang han ringede fra en af sine jobrejser – tog jeg hovedspringet og sagde: ”Ved du hvad, jeg har lyst til at hoppe i en flyver og besøge dig i aften (Ålborg). Fordi jeg har lyst til at være tæt på dig.”

Jeg ved ikke, hvad jeg helt havde forestillet mig ville ske derefter, men i min drømmeversion ville han sige noget i retning af: ”Wow! det lyder SKØNT. Jeg henter dig i lufthavnen.” Virkelighedens verden var noget mere down-to-earth for ikke at sige ground shaking: DYB stilhed. Som i ikke et ord fra hans ende af telefonen. Jeg kan stadig huske, hvordan blodet gled ned i fødderne, og hovedet blev uklart. Jeg havde ikke set den komme. Alle mine værste anelser om svigt, afvisning og latterliggørelse – væltede op og gjorde min krop stiv af skræk.

Og sådan skulle det være – kunne jeg se mange år efter. Fordi lige den side i mig skulle heales. Mine spil og forstillelse handlede jo om at slippe for ydmygende situationer, som denne. Men livet er jo fyldt med såkaldt ydmygende situationer – plus de fede og skønne og nærende, hvor vi bliver mødt med kærlighed og forståelse. Men at slippe-for de svære øjeblikke, hvor vi ikke bliver mødt med forståelse – er en illusion, som kun børn tror på. Sårede børn, og det barn boede inden i mig. Hun ville ikke afvises, for det havde hun prøvet nok af før. Og hvad gør børn, når de vil undgå noget? De laver en strategi. I mit tilfælde hed strategien: Masker, spil, udglatte, spille fri fugl, ikke nem at fange.

Nu sad jeg med håret i saksen, og havde åbnet et smukt hjerte til et lige så smukt andet hjerte, som også var såret. Og som ikke forstod en lyd. For hvad var nu det for en kvinde, han pludselig havde i røret?! Blottet, åben og sårbar.

Så hvad kunne jeg lære af situationen? At for at ændre en kultur, må man skabe en kultur…gradvist. Min kæreste gik fra at have en kultur med mig, der handlede om jæger/bytte, og pludselig skiftede jeg kurs og valgte jeg-er-her-for-os kulturen.

Hvad ville jeg gøre anderledes i dag med de mere end 30 års erfaring, jeg har i at være ærlig? Jeg ville have givet ham en forsmag på det nye mig, der var ved at dukke frem: ”Sødeste dig, jeg har fundet ud af, at jeg altid viser en side af mig selv overfor dig, som ikke er mig. Den utilnærmelige og kostbare, og jeg kan mærke mit hjerte længes efter autencitet, ærlighed og det at turde vise dig ALLE sider af mig – den kiksede, den sjove, den triste, den glade, …den ærlige.”

Det havde givet ham en fair chance for at forstå min transformation og melde ud, hvad det gjorde ved ham. Nu valgte han – efter den berømte telefonsamtale – at tone forholdet ned. Hvilket jeg i dag så inderligt forstår. Han fik et kulturchok. Om det havde gjort en forskel, at jeg havde ændret kulturen gradvist, er uvist. Hovedsagen er, at jeg forstod budskabet; lav dine ændringer med omhu, men giv aldrig slip på ærligheden.

Og det gælder alle relationer; på arbejdspladsen, blandt venner, familie og kærester. Ønsker vi en ærligere kultur; må vi starte med os selv. Vise vores sårbarhed, helst fra start, og være transparente; ”Jeg synes, det er svært at sige det her lige nu, fordi jeg længe har holdt mine ønsker tilbage, men jeg har lyst til..xxx.” Eller: ”Lige nu bliver jeg nervøs for, om du afviser mig, hvis jeg siger lige ud, hvad jeg har allermest lyst til, men nu vover jeg pelsen …”

Der er, som buddhisterne siger, kun én, vi mister ved ikke at vove ærligheden – og det er os selv. Fordi vi dør en lille smule, hver gang vi spiller spil, lægger afstand, gør os mystiske og kostbare.

”Men hvad nu hvis han/hun afviser mig og synes, jeg er for meget?” spørger mange. Jamen, så er det ikke den rette person for dig. For kan du ikke være ærlig nu, kan du det heller ikke senere, når det virkelig bliver nødvendigt. Når samarbejdet (job), familieforøgelsen (ægteskab), uenigheden (venskab) – kræver det.

Jeg har aldrig fortrudt et sekund, at jeg lærte at smide maskerne. Ja, det har kostet relationer, fordi ikke alle er parate til den hudløse åbenhed, men så vidste jeg også, som med kæresten, at det ikke var ment to be. Derfor er ærlighed også kernekonceptet i mine mentorsamtaler – ærlighed overfor os selv og andre. Fordi jeg ønsker en ærlig verden – for mig selv og mine medmennesker. ”Because we are worth it”

Tak fordi du læste med. Jeg arbejder med klienter hver dag, og det vil glæde mig at støtte dig i din ærlige proces.

Læs mere på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/


 

De mange valgmuligheder

Denne uges gennemgående spørgsmål i mit mentorarbejde kan hjælpe alle. Så tag, hvad du kan bruge og lad resten ligge: ”Jeg føler det, som om jeg trisser rundt i mit hamsterhjul, og får ikke taget hul på de væsentlige opgaver. Og slapper ikke rigtig af, når der endelig er tid til det, fordi jeg føler, der er så mange valgmuligheder. Hvordan vælger jeg uden at fejlvælge?”

Kender vi det ikke alle? Følelsen af stress uanset om vi har fri, eller er på arbejde. Et usundt loop, som bider sig selv i (hamster)halen. How to get out?

Første skridt er at indse, at det er A eller B-valget, der stresser de fleste af os. Hvis jeg vælger A, går jeg glip af B, og vælger jeg slet ikke noget, fordi jeg er bange for at vælge forkert – bliver jeg virkelig stresset. Til rigtig manges overraskelse påpeger jeg, at vi kan ALDRIG vælge forkert. Uanset om vi tager A eller B, er der læring i oplevelsen.

Lad os tage jobvalget – du ansøger om job (A), og i mellemtiden tikker endnu en jobmulighed op (B). Hvad gør jeg, spørger mange? Du går til begge jobsamtaler, og mærker efter. Og får du tilbudt begge job, som føles lige perfekte – er jeg så hard-core, at jeg anbefaler, du slår plat eller krone. ”Det kan jeg da ikke”, himler mange. ”Det er mit LIV, det gælder.”

Ja netop, det er dit liv, det gælder. Og dit liv skal ikke sættes på formel, for så dør det…og du. Af forudsigelighed og kedsomhed. Uanset, om det bliver plat eller krone – er der en kæmpe læring det pågældende sted. Og læringen kan måske være, at du bliver headhuntet af en kollega, som har en onkel, der lige har brug for én, som dig. Vi ved det aldrig. Vi ved aldrig, hvad livet/ skæbnen/ eventyret har i baglommen til os. Så mit mentorråd er: Kast dig ud i det. Vælg, vær nysgerrig og spørg hver gang: Hvad er læringen her? Hvordan kan det her bringe mig videre til næste spændende eventyr. Hvordan kan det her gøre mig mere hel, stærk, selvsikker og modig? Og det er uanset om, valget gælder en kæreste, job, feriemål, bolig eller andre eksistentielle livsvalg.

Vi er, desværre, opdraget i et forsigtighedssamfund, hvor der er regler om ALT. Cykelhjelm, SKAT, sundhedskort, uddannelse .. Med det resultat, at vores eventyrmuskel bliver slap. Vi tror, vi kun er på eventyr, når vi rejser, i stedet for at gøre hverdagen til et eventyr. Uhhh, det her suser i maven – hvad kan jeg lære af det, hvordan udvider jeg min comfort-zone i mit tempo, hvordan vælger jeg uden at pakke mig ind i vat og seler?

Hvad jeg taler varmt for med alle mine klienter, er at slippe tøjlerne. Kontrol-tøjlerne og de stramme kæbemuskler. Øve dig i at surfe med livet og betragte bølgerne som træningsplatforme. Yayyy, der er en høj bølge (læs: udfordring), lad mig se, hvordan jeg kan komme ind i strømmen og knække den på toppen. Så jeg glider videre til næste oplevelse, og til sidst sidder på stranden og hviler med en kolossal erfaring i baglommen.

Kræver det her træning? Ja, selvfølgelig. Du har gået det meste af livet med cyklehjelmen trukket helt ned over øjnene. Nu skubber du den op, kigger frem, og vælger dine bølger frygtløst. Og så går hamsterhjulet i opløsning. Hjulet kører ikke med dig – du kører hjulet. Du bestemmer retningen. Og hvis folk spørger dig: ”Hvordan TØR du??” så er min anbefaling, at du svarer: ”Det ved jeg heller ikke, men det er supersjovt. Vil du med?” Eller sig som Pippi Langstrømpe: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!”

Tak fordi du læste med. Jeg arbejder med klienter hver dag, og har du en ven, kollega eller nabo, der savner mod og livskraft – vil det glæde mig at støtte i processen. Min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/


 

Om autoritetstro og dødsangst

Du kender det sikkert – der dumper et spørgsmål ned i gokken under morgenbadet, og det bliver hængende resten af dagen.
I morges hed det: “Hvorfor har jeg mon beskæftiget mig med krop og bevægelse i alle mine arbejdsår?”
Svaret kom op ad dagen. Men jeg skulle helt tilbage til Poul Eriks konsultation – min allerførste læge efter jeg var flyttet hjemmefra.
Poul Erik kræver lidt beskrivelse: Bondegård i Lejre, konsultation på Østerbro, 2 meter høj og mindst det samme over skuldrene. Fuldskæg, kaffebrune øjne og en latter der kunne gøre julemanden misundelig. PLUS ejer af 25 islandske heste og 1 jagthund.
Da P.E. havde set mig sidde på min 20 år gamle bag i hans konsultation 2 gange – mindst – om måneden med en dims her og en dims der, som han lige skulle kigge på, lænede han sig frem med sine varme, rare øjne og sagde: “Nu siger jeg noget, jeg vil bede dig om at huske resten af livet: Sygdomme har det med at gå i sig selv.”
Bum!
Jeg glemmer det aldrig. Og mellem os…det blev mit livs redning og vendepunkt. Fra kronisk bekymret til robust groundet. Men ikke uden kamp, for det lå dybt i mit DNA at frygte små dimser og forvente døden overalt. Og frem for alt – læne mig blindt op ad eksperter, Pharma og læger som P.E.
Det havde jeg lært fra jeg var lille, og aflæringen krævede en tur ind i min egen krop. Lære dens signaler at kende, så jeg kunne blive min egen Poul Erik.
Gevinsten var til gengæld så stor, at da det først sad på rygmarven at lytte-til-kroppen og følge dens instrukser – drik det, hold dig fra det, tag en pause, gå videre.. – var det en naturlig følge at lære andre det samme.
Først gennem talløse artikler, sidenhen som underviser.
Så når spørgsmålet dukker op lige nu, har jeg en fornemmelse af, det har rigtig meget at gøre med den tid, vi lever i. Hvor store valg skal træffes personligt og globalt om vores sundhed, og hvor jeg ser mange række ud efter en større viden om kroppens signaler. Så vi øver os i at lytte til, hvad der er godt for os. Både ud fra lægens råd, og i allerhøjeste grad ud fra vores EGEN fornemmelse.
Så vi vælger en livsstil, der styrker os optimalt ift de sygdomme, der – med Poul Eriks ord – kommer og går i vores liv og samfund.
Du kan booke en gratis prøvesession på 30 minutter under BOOK SESSION

 

Hvad siger de andre mon?!

 

“Så er det fredag” – er et nyt tema, jeg kører. Hvor jeg samler op på ugens kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uge hed det gennemgående spørgsmål: “Hvis jeg følger mit hjerte, som du anbefaler Helene, hvad siger de andre så?” Og hver gang spørger jeg: “Definér lige De Andre?”
Svaret kommer ikke med det samme, for tit ved vi ikke, hvem de-andre er. De er blevet et monster i vores hoved. Et spøgelse vi kan holde os selv i ørerne med.
Hvor kommer monsteret fra? Jamen, det nemme svar ville være vores forældre, lærere, onkler og tanter, men verden har altid bestået af rigtig/forkert regler. Som den mexikanske forfatter Don Miguel Ruiz siger: “Long before we were born, humans before us created a big outside dream we could call society’s dream or the dream of the planet” Et stramt regelsæt som skulle sikre vores beståen, men som i moderne tider har overlevet sig selv.
Så opgaven, hvis vi længes efter frihed og livskvalitet, ligger i at afmontere reglerne og redefinere os selv udenom regelsættet. Så vi kan blive frie, helstøbte og kreative væsner, der navigerer efter vores egne sunde regler.
De fleste herinde kender min historie; stressramt som 28-årig, kom på benene med en gigantisk livsomlægning. Oprydning i arbejde, opgaver, madvaner, socialliv. ALT blev revurderet efter mine egne smagsløg. Og det gav en længe savnet frihed og selvstændighed, men også rynkede bryn hos mine nærmeste. Men virkelighedens verden viste, at de dybe relationer overlevede transaktionen. Gudskelov. Fordi vi respekterer hinandens livsvalg.
Så i stedet for at sige – “Hvad siger de andre mon?” Anbefaler jeg altid at spørge: “Hvad siger jeg SELV? Hvad virker godt for mig?” Velvidende at ligegyldig hvad vi vælger – vil der altid være nogen, der rynker brynene. Rigtig god weekend, Alle!

 


 
Translate »
error: Content is protected !!