Endurance – Power Word

Edisons glødelampe tændte efter 10.000 forsøg

”Endurance” – elsker det ord. Udholdenhed, vedholdenhed, hårdnakket vilje… jeg kan blive ved. Og når jeg tænker over det, er det lige præcist endurance, jeg elsker ved mine klienter. Deres stålsatte vilje til at nå stjernen øverst på trappen.

Min glæde skyldes måske også, at det præcist er endurance, der har bragt mit eget liv derhen, hvor jeg længtes efter at være som ung kvinde. Fra frygtsom teenager ud af en turbulent familiestruktur til rolig, balanceret voksen. Fra selvusikker til stædig, opgivende til vedholdende. Ikke uden kamp og besvær, men altid med følelsen af håb, stædighed og vilje.

Og er det ikke tankevækkende, at psykologer verden over i disse år holder forelæsninger i stribevis om…endurance. Evnen til ikke-at-give-op. Måske fordi 2 x Lockdown, en verdensøkonomi der vakler og behovet for at tænke nyt – aldrig har været større. Vi er nødt til at lære kommende generationer at finde den indre fighter og blive ved til, successen er i mål. Også selvom den ikke gik i mål i første, anden, femte eller forsøg nummer 500. Edison (ham med el-pæren) fik fut i glødetråden efter 10.000 forsøg. Siger det bare. Så glem ALT om ”jeg håber det lykkes”, ”hvis det smutter, smutter jeg også” eller ”jeg tror jeg dropper det før, jeg bliver til grin.” Det er ikke The Edison Way, og det VED vi allesammen. Dybt inde.

Så hold liv i jeres visioner, er mit budskab, og finpuds den indre Edison. Brug den sjette sans, også kaldet tankerne, de gode indfald, ideerne, spontaniteten, inspirationen og intuitionen. Lad dem være jeres vejvisere. Skub dem ikke væk som fjollede, barnlige eller urealistiske, men LYT til dem, filosofér over dem, lad dem simre i gryden, som jeg plejer at sige, og vis dem tillid. Hvordan? Ved at handle på dem. Nå, nu fik jeg lige en idé til et foto, en film, en opgave, et digt, et måltid – det går jeg i gang med…NU. Tegn skitser, formuler ideen i ord, fornem stemningen i den…leg med tanken. Hvor mange glødelamper tror du ikke, Edison så for sig, FØR han lykkedes? Og hvad var hans motto, da det lykkedes? ”I have not failed, I´ve just found 10.000 ways that wont work.”


 
 

Smid maskerne

Ærlighed – vejen til nærhed.

Smid maskerne

Ugens gennemgående spørgsmål: ”Hvordan siger jeg det lige ud – uden at tabe ansigt?”

I kærlighed, vennerelationer, kolleger, chefer, familie.. Hvordan siger vi tingene lige ud uden at støde andre fra os, tabe ansigt, blive til grin.

Mit svar er hver gang; ”Ved at sige det lige ud”. Plain and simpel. Som det kommer fra dit hjerte – altid venligt og kærligt og med respekt for modparten. Og det er dér, de fleste stopper op, for hvad er konsekvensen? Mister jeg dem, hvis jeg siger nej/ja til opgaven (job), invitationen (venner), kærlighedserklæringen (parforhold/ægteskab), middagsretten (familie)? Svaret er nej, det gør du ikke – forudsat relationen er sund. Og hvad er en sund relation? Dem hvor vi kan være os selv – uden masker, spil og forstillelse.

Lad mig give dig et eksempel fra mit eget liv. Jeg er vokset op i en traditionel opvækst, hvor jeg fra barn lærte at pakke-tingene-ind, mærke-efter-hvad-modparten-vil-høre, fornemme-hvad-der-er-populært. Facetter der gjorde mig træt af mig selv og mit syn på mig selv. En dag fik jeg nok af al den hensynsbetændelse og satte mig for (27 år gammel) at lære at sige tingene lige ud. Not super easy når man har levet 27 år med en maske foran ansigtet, men med de rette mentorer ved hånden – fik jeg det lært.

Første træningsplatform: Mit parforhold, som byggede på de principper, jeg bedst havde lært: Spil-kostbar, giv-ikke-efter-ved-første øjekast, sig aldrig tingene lige ud, for så virker du nem og kedelig. Resultat? Fyren kæmpede, og afstanden imellem os voksede. Hvorfor? Fordi spillet var phony, jeg var phony, forholdet blev mere og mere phony. En dag besluttede jeg at smide maskerne, så næste gang han ringede fra en af sine jobrejser – tog jeg hovedspringet og sagde: ”Ved du hvad, jeg har lyst til at hoppe i en flyver og besøge dig i aften (Ålborg). Fordi jeg har lyst til at være tæt på dig.”

Jeg ved ikke, hvad jeg helt havde forestillet mig ville ske derefter, men i min drømmeversion ville han sige noget i retning af: ”Wow! det lyder SKØNT. Jeg henter dig i lufthavnen.” Virkelighedens verden var noget mere down-to-earth for ikke at sige ground shaking: DYB stilhed. Som i ikke et ord fra hans ende af telefonen. Jeg kan stadig huske, hvordan blodet gled ned i fødderne, og hovedet blev uklart. Jeg havde ikke set den komme. Alle mine værste anelser om svigt, afvisning og latterliggørelse – væltede op og gjorde min krop stiv af skræk.

Og sådan skulle det være – kunne jeg se mange år efter. Fordi lige den side i mig skulle heales. Mine spil og forstillelse handlede jo om at slippe for ydmygende situationer, som denne. Men livet er jo fyldt med såkaldt ydmygende situationer – plus de fede og skønne og nærende, hvor vi bliver mødt med kærlighed og forståelse. Men at slippe-for de svære øjeblikke, hvor vi ikke bliver mødt med forståelse – er en illusion, som kun børn tror på. Sårede børn, og det barn boede inden i mig. Hun ville ikke afvises, for det havde hun prøvet nok af før. Og hvad gør børn, når de vil undgå noget? De laver en strategi. I mit tilfælde hed strategien: Masker, spil, udglatte, spille fri fugl, ikke nem at fange.

Nu sad jeg med håret i saksen, og havde åbnet et smukt hjerte til et lige så smukt andet hjerte, som også var såret. Og som ikke forstod en lyd. For hvad var nu det for en kvinde, han pludselig havde i røret?! Blottet, åben og sårbar.

Så hvad kunne jeg lære af situationen? At for at ændre en kultur, må man skabe en kultur…gradvist. Min kæreste gik fra at have en kultur med mig, der handlede om jæger/bytte, og pludselig skiftede jeg kurs og valgte jeg-er-her-for-os kulturen.

Hvad ville jeg gøre anderledes i dag med de mere end 30 års erfaring, jeg har i at være ærlig? Jeg ville have givet ham en forsmag på det nye mig, der var ved at dukke frem: ”Sødeste dig, jeg har fundet ud af, at jeg altid viser en side af mig selv overfor dig, som ikke er mig. Den utilnærmelige og kostbare, og jeg kan mærke mit hjerte længes efter autencitet, ærlighed og det at turde vise dig ALLE sider af mig – den kiksede, den sjove, den triste, den glade, …den ærlige.”

Det havde givet ham en fair chance for at forstå min transformation og melde ud, hvad det gjorde ved ham. Nu valgte han – efter den berømte telefonsamtale – at tone forholdet ned. Hvilket jeg i dag så inderligt forstår. Han fik et kulturchok. Om det havde gjort en forskel, at jeg havde ændret kulturen gradvist, er uvist. Hovedsagen er, at jeg forstod budskabet; lav dine ændringer med omhu, men giv aldrig slip på ærligheden.

Og det gælder alle relationer; på arbejdspladsen, blandt venner, familie og kærester. Ønsker vi en ærligere kultur; må vi starte med os selv. Vise vores sårbarhed, helst fra start, og være transparente; ”Jeg synes, det er svært at sige det her lige nu, fordi jeg længe har holdt mine ønsker tilbage, men jeg har lyst til..xxx.” Eller: ”Lige nu bliver jeg nervøs for, om du afviser mig, hvis jeg siger lige ud, hvad jeg har allermest lyst til, men nu vover jeg pelsen …”

Der er, som buddhisterne siger, kun én, vi mister ved ikke at vove ærligheden – og det er os selv. Fordi vi dør en lille smule, hver gang vi spiller spil, lægger afstand, gør os mystiske og kostbare.

”Men hvad nu hvis han/hun afviser mig og synes, jeg er for meget?” spørger mange. Jamen, så er det ikke den rette person for dig. For kan du ikke være ærlig nu, kan du det heller ikke senere, når det virkelig bliver nødvendigt. Når samarbejdet (job), familieforøgelsen (ægteskab), uenigheden (venskab) – kræver det.

Jeg har aldrig fortrudt et sekund, at jeg lærte at smide maskerne. Ja, det har kostet relationer, fordi ikke alle er parate til den hudløse åbenhed, men så vidste jeg også, som med kæresten, at det ikke var ment to be. Derfor er ærlighed også kernekonceptet i mine mentorsamtaler – ærlighed overfor os selv og andre. Fordi jeg ønsker en ærlig verden – for mig selv og mine medmennesker. ”Because we are worth it”

Tak fordi du læste med. Jeg arbejder med klienter hver dag, og det vil glæde mig at støtte dig i din ærlige proces.

Læs mere på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/


 
 

De mange valgmuligheder

Denne uges gennemgående spørgsmål i mit mentorarbejde kan hjælpe alle. Så tag, hvad du kan bruge og lad resten ligge: ”Jeg føler det, som om jeg trisser rundt i mit hamsterhjul, og får ikke taget hul på de væsentlige opgaver. Og slapper ikke rigtig af, når der endelig er tid til det, fordi jeg føler, der er så mange valgmuligheder. Hvordan vælger jeg uden at fejlvælge?”

Kender vi det ikke alle? Følelsen af stress uanset om vi har fri, eller er på arbejde. Et usundt loop, som bider sig selv i (hamster)halen. How to get out?

Første skridt er at indse, at det er A eller B-valget, der stresser de fleste af os. Hvis jeg vælger A, går jeg glip af B, og vælger jeg slet ikke noget, fordi jeg er bange for at vælge forkert – bliver jeg virkelig stresset. Til rigtig manges overraskelse påpeger jeg, at vi kan ALDRIG vælge forkert. Uanset om vi tager A eller B, er der læring i oplevelsen.

Lad os tage jobvalget – du ansøger om job (A), og i mellemtiden tikker endnu en jobmulighed op (B). Hvad gør jeg, spørger mange? Du går til begge jobsamtaler, og mærker efter. Og får du tilbudt begge job, som føles lige perfekte – er jeg så hard-core, at jeg anbefaler, du slår plat eller krone. ”Det kan jeg da ikke”, himler mange. ”Det er mit LIV, det gælder.”

Ja netop, det er dit liv, det gælder. Og dit liv skal ikke sættes på formel, for så dør det…og du. Af forudsigelighed og kedsomhed. Uanset, om det bliver plat eller krone – er der en kæmpe læring det pågældende sted. Og læringen kan måske være, at du bliver headhuntet af en kollega, som har en onkel, der lige har brug for én, som dig. Vi ved det aldrig. Vi ved aldrig, hvad livet/ skæbnen/ eventyret har i baglommen til os. Så mit mentorråd er: Kast dig ud i det. Vælg, vær nysgerrig og spørg hver gang: Hvad er læringen her? Hvordan kan det her bringe mig videre til næste spændende eventyr. Hvordan kan det her gøre mig mere hel, stærk, selvsikker og modig? Og det er uanset om, valget gælder en kæreste, job, feriemål, bolig eller andre eksistentielle livsvalg.

Vi er, desværre, opdraget i et forsigtighedssamfund, hvor der er regler om ALT. Cykelhjelm, SKAT, sundhedskort, uddannelse .. Med det resultat, at vores eventyrmuskel bliver slap. Vi tror, vi kun er på eventyr, når vi rejser, i stedet for at gøre hverdagen til et eventyr. Uhhh, det her suser i maven – hvad kan jeg lære af det, hvordan udvider jeg min comfort-zone i mit tempo, hvordan vælger jeg uden at pakke mig ind i vat og seler?

Hvad jeg taler varmt for med alle mine klienter, er at slippe tøjlerne. Kontrol-tøjlerne og de stramme kæbemuskler. Øve dig i at surfe med livet og betragte bølgerne som træningsplatforme. Yayyy, der er en høj bølge (læs: udfordring), lad mig se, hvordan jeg kan komme ind i strømmen og knække den på toppen. Så jeg glider videre til næste oplevelse, og til sidst sidder på stranden og hviler med en kolossal erfaring i baglommen.

Kræver det her træning? Ja, selvfølgelig. Du har gået det meste af livet med cyklehjelmen trukket helt ned over øjnene. Nu skubber du den op, kigger frem, og vælger dine bølger frygtløst. Og så går hamsterhjulet i opløsning. Hjulet kører ikke med dig – du kører hjulet. Du bestemmer retningen. Og hvis folk spørger dig: ”Hvordan TØR du??” så er min anbefaling, at du svarer: ”Det ved jeg heller ikke, men det er supersjovt. Vil du med?” Eller sig som Pippi Langstrømpe: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!”

Tak fordi du læste med. Jeg arbejder med klienter hver dag, og har du en ven, kollega eller nabo, der savner mod og livskraft – vil det glæde mig at støtte i processen. Min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/


 
 

Farvel tomhedsfølelse

Mentor Helene Krenchel

Velkommen til ugens gennemgående spørgsmål fra mit mentorarbejde: ”Jeg føler en indre tomhed/uro, når jeg er alene. Og den fylder jeg ud med kager/ kærester/ karrieremål/ kritik/ kamp…m.m. Hvordan fylder jeg tomheden ud på en sund måde?”

Et naturligt spørgsmål til én, der har arbejdet over 25 år med mennesker på vej i livet, og som selv har kendt til indre tomhedsfølelse og frygt for det tomme rum. Hvad gjorde jeg, og hvordan hjælper jeg andre ud af tomheden?

Jeg har været nysgerrig på personlig udvikling siden ganske ung, men måtte alligevel indse som 27-årig, at jeg var kommet væk fra min sjæl. For meget høflighed, pænhed, tilpasning og afretning sløvede mine sanser, så jeg kun vidste, hvad ”andre” forventede af mig – men ikke, hvad jeg selv ville. Og det manifestrede sig som en smertende tomhedsfølelse indvendig, som bankede på hver gang jeg sad alene i min lejlighed, og ikke havde kalenderen belagt med planer, kærester, venner, karrieremål, nye uddannelser, bekymringer…uro.

Kuren? Jamen, den var alt andet end glamourøs. En kold tyrker over mange uger med nul aktiviteter. Bare være..helt alene..hjemme. Og face de fysiske reaktioner, der kom. Stakåndet, småløben på stedet, rastløshed, konstant rækken ud efter telefonen..

Som ugerne gik blev åndedrættet roligere, tankerne færre, kroppen afslappet, og jeg opdagede, at det egentlig var helt rart at være i mit eget selskab. Uden distraktioner. Så rart, at jeg orkede at besøge hende den lille Helene, der første gang følte sig dybt ensom og frygtsom. For uden de konfrontationer er det svært at helbrede hjertet. Vi er nødt til at sige goddag til de første ar i sindet og trække dem op til den person, vi er i dag. Så tidslinjen fra fortiden smuldrer.

Et supereffektivt redskab og en proces, der ikke behøver at tage lang tid. Jeg ser klienter der rykker indenfor uger, og vågner med en fornyet power og selvværd.

Hvis du spørger, om det er svært at slippe kagerne, kæresterne, kriserne, kaosset og alt det andet vi overpropper os med i håbet om ikke-at-mærke-tomheden, så er svaret: Ja, i starten, men med tiden falder sindet til ro. Sådan som det altid gør, når vi slipper misbrug. Og på den anden side møder du en version af dig selv, du kun i din vildeste fantasi har forestillet dig: Stærk, stabil, powerfyldt, energisk og kreativ. Fordi du har vovet at face det, du længe er løbet fra.

Så grib ud efter Livet, er mit motto. Lad aldrig stå til; prisen er for høj – triste øjne, apati, konventionelle tanker, hamsterhjul, håbløshed, manglende energi, hyppige infektioner, stivhed og ømhed i kroppen og en manglende tro på eget værd. Gevinsten, til gengæld ved at konfrontere de gamle tomhedsfølelser er så åbenlys, at jeg plejer at sige: ”Du skulle se dig selv nu”. Levende øjne,  røde kinder, livlig krop og roligt åndedræt. Et helt menneske.   

Tak fordi du læste med. Jeg har skabt plads til flere klienter i mit arbejde, fordi jeg får mange henvendelser. Bevidstheden og ønsket om vækst er stor i denne tid. To Lockdown perioder har tvunget mange til at kigge sig selv i øjnene, og erkende, at hvis det skal være – så skal det være NU det gamle spøgelse skal konfronteres. Så kroppen igen finder ro, og styrken vender tilbage.

Så har du en kær ven, bekendt, slægtning, kollega, der føler det er svært at være i eget selskab eller motivere sig selv til vækst og livsglæde – er du velkommen til at sende Nyhedsbrevet videre.   

Jeg kan kontaktes på: 40528316 eller mail@helenekrenchel.dk. Min video ”Nå dine mål” ligger på Youtube: https://www.youtube.com/watch?v=dp8u_013sEo

 
 

Feel the fear and do it anyway

”Så er det fredag”. Med spørgsmål fra mit mentorarbejde: “Jeg mistrives i mit job – men jeg bliver hængende. Jeg skændes med min mand, men vi er sammen på 15. år. Hvorfor er det sådan?”

Hver gang tager jeg ubeskedent udgangspunkt i mit eget liv. Klasket sammen for alvor som 29-årig var jeg klar over, at svarene for mig ikke lå i et pilleglas/sprut/smøger/slik/hyggemad. Jeg havde set for mange dulmede voksne omkring mig i mit unge liv til, at jeg ville gå den vej. Jeg var nysgerrig, og ville vide, hvad roden til min mistrivsel var.

Dybt inde vidste jeg, at jeg var verdensmester i udsættelse. ALT for lange uharmoniske parforhold, urimelige arbejdsforhold, usikre boligforhold… Drænende. Fordi det føltes sejlende forkert, og den eneste jeg snød – var mig selv.

Svaret og løsningen lå i to ord: Nordstjerne og procenter. Min Nordstjernen hed: RO og FRIHED, procenterne hed: 70/30. Oversat: Hvis jeg føler ro og frihed i en given situation/relation med 70 procent, så ved jeg, de 30 nok skal rette ind. Og det minimerer mange indre konflikter. Hvorfor? Fordi, hvis noget/nogen kun giver mig 50, 40 procent RO og FRIHED eller mindre… forlader jeg det.

Lyder det tørt og rationelt? Måske men for at være ærlig; so what? Hvis det virker – virker det. Og jeg har set ”70/30 modellen” virke for majoriteten af dem, jeg coacher. Hvorfor? Fordi udsættelse og selvbedrag ofte sætter sig i nakken som frustration, find-fem-fejl, dulme-trang og pege-fingre. Men når vi handler på det-vi-inderst-inde-godt-ved og tager skraldet på vejen ud; sprudler kreativiteten, livsglæden og bjørneblodet.

Kan jeg lide skrald og sure miner? Næ, bestemt ikke. Min mave twister, og mine nerver spiller violin. Men jeg ved, som Amen i kirken, at hvis jeg bliver hængende – ryger min frihed og ro.

Så frem med kuglerammen, regn på relationer & situationer – er der 70/30 balance? Hvis ikke, så let anker. Og mærk Skipper Skræk-musklen vokse💪🏼

Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig at støtte dig i din proces. Min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/


 
 

Om autoritetstro og dødsangst

Du kender det sikkert – der dumper et spørgsmål ned i gokken under morgenbadet, og det bliver hængende resten af dagen.
I morges hed det: “Hvorfor har jeg mon beskæftiget mig med krop og bevægelse i alle mine arbejdsår?”
Svaret kom op ad dagen. Men jeg skulle helt tilbage til Poul Eriks konsultation – min allerførste læge efter jeg var flyttet hjemmefra.
Poul Erik kræver lidt beskrivelse: Bondegård i Lejre, konsultation på Østerbro, 2 meter høj og mindst det samme over skuldrene. Fuldskæg, kaffebrune øjne og en latter der kunne gøre julemanden misundelig. PLUS ejer af 25 islandske heste og 1 jagthund.
Da P.E. havde set mig sidde på min 20 år gamle bag i hans konsultation 2 gange – mindst – om måneden med en dims her og en dims der, som han lige skulle kigge på, lænede han sig frem med sine varme, rare øjne og sagde: “Nu siger jeg noget, jeg vil bede dig om at huske resten af livet: Sygdomme har det med at gå i sig selv.”
Bum!
Jeg glemmer det aldrig. Og mellem os…det blev mit livs redning og vendepunkt. Fra kronisk bekymret til robust groundet. Men ikke uden kamp, for det lå dybt i mit DNA at frygte små dimser og forvente døden overalt. Og frem for alt – læne mig blindt op ad eksperter, Pharma og læger som P.E.
Det havde jeg lært fra jeg var lille, og aflæringen krævede en tur ind i min egen krop. Lære dens signaler at kende, så jeg kunne blive min egen Poul Erik.
Gevinsten var til gengæld så stor, at da det først sad på rygmarven at lytte-til-kroppen og følge dens instrukser – drik det, hold dig fra det, tag en pause, gå videre.. – var det en naturlig følge at lære andre det samme.
Først gennem talløse artikler, sidenhen som underviser.
Så når spørgsmålet dukker op lige nu, har jeg en fornemmelse af, det har rigtig meget at gøre med den tid, vi lever i. Hvor store valg skal træffes personligt og globalt om vores sundhed, og hvor jeg ser mange række ud efter en større viden om kroppens signaler. Så vi øver os i at lytte til, hvad der er godt for os. Både ud fra lægens råd, og i allerhøjeste grad ud fra vores EGEN fornemmelse.
Så vi vælger en livsstil, der styrker os optimalt ift de sygdomme, der – med Poul Eriks ord – kommer og går i vores liv og samfund.
Du kan booke en gratis prøvesession på 30 minutter under BOOK SESSION

 
 

Jeg udsætter – hvordan rykker jeg?

 
“Så er det fredag..” – med spørgsmål fra mit mentorarbejde: “Jeg ved, hvordan mit nye firma skal se ud, Helene – men udsætter. I stedet uddanner jeg mig, tager nye kurser, indgår i netværk. Men jeg rykker ikke. Hvad skal jeg gøre?”
Og så tager vi lige turen ned i biologibogen – igen, igen. Til bisonoksen, som har givet mig blod de talløse gange, jeg har skiftet karriere med bankende hjerte.
For når bisonokser møder snestorm, går de direkte op mod den. Hvorfor? Fordi det er den hurtigste. Ikke noget med læ bag et træ, kaffepause med kolleger eller et nyt kursus. No no – vi mosler med panden mod snestrålen og pløjer deruda´.
Slingrekurs? Helt sikkert for sådan er det med snestorme – de rusker og river. Men hvad betyder en fnulret pels og rødsprængte sneøjne hvis gevinsten er at nå målet?
Kan vi lære af fætter bison? Absolut. Beslutsomhed, tillid til processen og stamina. Det store spørgsmål er; hvordan FÅR man så det? Og den blotte, usminkede sandhed er: Ved at GØRE det! Bare gøre det og træne musklen af mod. Ikke så meget filosoferen og drøften. Bare GØRE.
Tilbage til Mr Bison. Vil vi kalde den modig, fordi den maser gennem en snestorm med panden forrest? Egentlig ikke; den følger jo bare sin natur. På samme måde sker der noget stort, når vi mennesker finder vores instinkt for vækst, bredde, vidde, højde og udsyn. Og går frem mod målet i dyb tillid til, at det nok skal gå. Og hvis det ikke går, så er vi en erfaring rigere. Velvidende at intet er så trist som en bitter bison.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Kig på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 
 
 
 

Hvordan holder jeg op med at tænke de samme negative tanker?

 

“Så er det fredag” – med spørgsmål fra mit mentorarbejde: “Hvordan holder jeg op med at tænke de samme negative tanker, Helene?”
Vi har dem allesammen, bliver vi enige om. Tankerne. I massevis, metervis og timevis. Stædige og vedholdende. Og ikke altid lige logiske, velovervejede eller nye.
Og så dykker vi ind i mit favoritunivers: Biologiens verden, for Herregud vi er jo alle af samme stof. Denne gang slangen, der smider sin ham tre- fire gange om året. Af praktiske grunde; for at vokse og for at slippe for parasitter, der tærer på systemet.
Et billede begynder at dæmre for de fleste, for hvem kender ikke følelsen af tanker, der snærer og føles for små? Og hvem kender ikke totaludmattelsen efter tankernes parasitliv i hjernen?
Og alligevel har vi svært ved at give slip på dem, for…hvad kommer der på den anden side? Slangen derimod har det, som slanger tit har det – befriende herligt med at slippe hovedet først. Sikkert fordi det føles vildt labert at glide tankeløst frem i den nye frakke.
På samme måde føles det vildt labert at fylde hjernen med opløftende og blodfriske tanker, når først vi får processen under hammen.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Kig på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/


 
 

Jeg ved, hvad jeg vil – men jeg tør ikke.

 

“Så er det fredag” – med kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Jeg ved hvad jeg vil, Helene – men jeg tør ikke. Hvordan finder jeg modet?”
Hver gang tager vi et dyk ind i King Kong mønsterbryderen over alle mønsterbrydere Nelson Mandelas stærkeste udtalelse: “Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is or light, not our darkness, that most frighten us.”
Og mens vi fordøjer dén, tager vi et styrtdyk ind i biologiens verden. Til Lille Sommerfugl som starter i en et-værelses med alt for smalle vægge. Hvad havde Fruherre lige gang i dengang? Hvorfor så smalle puppevægge til en gigalarve? Var målebåndet smuttet den dag? Nej, som med ALT i naturen ligger der en genial plan bag; snævre vægge kræver moslen og rumsteren, og det skaber muskelmasse – en muskelmasse til et par vinger, der en dag folder sig elegant ud og svæver – efter lidt flaksen og famlen – fra blomst til blomst. Og prøver sig selv af i al sin skønhed.
Så, når vennerne, familien, studiekammeraterne, kæresten…whoever rynker på næsen af vores storslåede planer, er de vores puppevægge, der giver store muller. Så vi kan modstå modstanden og gå efter målet. Venligt men bestemt.
Og for lige at vende tilbage til Superstar Nelson M; hvad gjorde han i sine 27 år i fængsel for at holde spirit high og troen på sin vision intakt? Han styrketrænede hver dag i sin et-værelses puppecelle. Armbøjninger, squat, bench press…muller, muller, muller, som igen genererede blod til hjernen, gav klare tanker, overblik, fokus, overskud, og…frem for alt: Troen på sin storslåede plan.
Så hvor finder vi modet? I et klogt sammensat program, tilpasset os personligt, og som presser os blidt frem dag for dag mod målet, så mullerne ikke knækker, men begavet bygges op til flyvestatus.
Og samtidig er det godt at synge K. D`Angelos: “No garden truly blooms until butterflies have danced upon it.”
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Du er velkommen til at booke en samtale eller prøvesamtale (30 min) på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 

 

 


 
 

Hvordan mærker jeg mine følelser, Helene?

 

“Så er det fredag” – med kernespørgsmål fra mit mentorarbejde.
Denne uges gennemgående spørgsmål: “Hvordan mærker jeg mine følelser, Helene? Jeg har levet oppe i hovedet det meste af mit liv, og kan ikke mærke, hvad jeg føler.”
Hver gang fortæller jeg om min egen rejse for 30 år siden fra hjernestyret til kropsbevidst. For det er i kroppen svarene ligger. Jeg var studerende, kørte for fuld hammer i mit liv, og det samme gjorde mine tanker. En dag faldt regningen; stakåndet i enhver forstand, og uden nogen idé om, hvordan jeg fandt roen igen.
Gæt vejen tilbage? Yes, yoga – som de fleste, der kender mig ved, er min daglige medicin. Og det er det, fordi efter 3 uger på yogamåtten som ung udmattet studerende kom min krop og hjerne i balance, og jeg kunne pludselig mærke mine følelser. Og handle på dem: “Nej, tak til den opgave. Ja tak, til den oplevelse. Må jeg tænke over det tilbud…” blev nye, sunde reaktioner i mit liv.
Så, hvordan mærker man sine følelser? Ved at komme hjem i kroppen, og det opnår man kun ved at bevæge den. Intellektuel snak om kropsbevidsthed rimer ligesom ikke. Der skal vrides, twistes, drejes, sanses, fornemmes, danses og fremfor alt: MÆRKE efter.
Det sidste er en udfordring for de fleste, for føj hvor er det ubehageligt at mærke SÅ MEGET. Men også dét er en overgang, som så meget andet i selvudviklingens navn. Og med en veteran ved hånden, som har gået vejen selv, er det nogle gange nemmere. En der forstår, at det er voldsomt at mærke sig selv for måske første gang efter 20-30-40 års løben på stedet med alverdens afledningsmanøvrer; mobilchat, surf på nettet, sprut, slik, over-/underspise, fart på, overarbejde, deadlines…you name it.
Resultatet?
Ahhh, ubeskriveligt dejligt. Som at komme hjem, som mange siger efter en time. Som at hvile i flødeskum, er mit eget favoritudtryk. Hvile blødt i et indre, der ikke stikker som pindsvin, men hviler roligt i visheden om, at jo mere vi vover den farlige konfrontation, jo mere falder Monkey-mind til ro.
Tak fordi du læste med. Det vil glæde mig, hvis vores veje mødes, og jeg kan støtte dig i din proces frem mod selvudfoldelse. Du er velkommen til at booke en samtale eller prøvesamtale (30 min) på min hjemmeside: http://helenekrenchel.dk/

 

 


 
 

1 2

Translate »
error: Content is protected !!