1.

“Jeg mistrives i mit job – men jeg bliver hængende. Jeg skændes med min mand, men vi er sammen på 15. år. Hvorfor er det sådan?”

Hver gang tager jeg ubeskedent udgangspunkt i mit eget liv. Klasket sammen for alvor som 29-årig var jeg klar over, at svarene for mig ikke lå i et pilleglas/sprut/smøger/slik/hyggemad. Jeg havde set for mange dulmede voksne omkring mig i mit unge liv til, at jeg ville gå den vej. Jeg var nysgerrig, og ville vide, hvad roden til min mistrivsel var.

Dybt inde vidste jeg, at jeg var verdensmester i udsættelse. ALT for lange uharmoniske parforhold, urimelige arbejdsforhold, usikre boligforhold... Drænende. Fordi det føltes sejlende forkert, og den eneste jeg snød – var mig selv.

Svaret og løsningen lå i to ord: Nordstjerne og procenter. Min Nordstjernen hed: RO og FRIHED, procenterne hed: 70/30. Oversat: Hvis jeg føler ro og frihed i en given situation/relation med 70 procent, så ved jeg, de 30 nok skal rette ind. Og det minimerer mange indre konflikter. Hvorfor? Fordi, hvis noget/nogen kun giver mig 50, 40 procent RO og FRIHED eller mindre… forlader jeg det.

Lyder det tørt og rationelt? Måske men for at være ærlig; so what? Hvis det virker – virker det. Og jeg har set ”70/30 modellen” virke for majoriteten af dem, jeg coacher. Hvorfor? Fordi udsættelse og selvbedrag ofte sætter sig i nakken som frustration, find-fem-fejl, dulme-trang og pege-fingre. Men når vi handler på det-vi-inderst-inde-godt-ved og tager skraldet på vejen ud; sprudler kreativiteten, livsglæden og bjørneblodet.

Kan jeg lide skrald og sure miner? Næ, bestemt ikke. Min mave twister, og mine nerver spiller violin. Men jeg ved, som Amen i kirken, at hvis jeg bliver hængende – ryger min frihed og ro.

Så frem med kuglerammen, regn på relationer & situationer – er der 70/30 balance? Hvis ikke, så let anker. Og mærk Skipper Skræk-musklen vokse💪🏼

2.

”Jeg føler en indre tomhed/uro, når jeg er alene. Og den fylder jeg ud med kager/ kærester/ karrieremål/ kritik/ kamp…m.m. Hvordan fylder jeg tomheden ud på en sund måde?”

Et naturligt spørgsmål til én, der har arbejdet over 25 år med mennesker på vej i livet, og som selv har kendt til indre tomhedsfølelse og frygt for det tomme rum. Hvad gjorde jeg, og hvordan hjælper jeg andre ud af tomheden?

Jeg har været nysgerrig på personlig udvikling siden ganske ung, men måtte alligevel indse som 27-årig, at jeg var kommet væk fra min sjæl. For meget høflighed, pænhed, tilpasning og afretning sløvede mine sanser, så jeg kun vidste, hvad ”andre” forventede af mig – men ikke, hvad jeg selv ville. Og det manifestrede sig som en smertende tomhedsfølelse indvendig, som bankede på hver gang jeg sad alene i min lejlighed, og ikke havde kalenderen belagt med planer, kærester, venner, karrieremål, nye uddannelser, bekymringer…uro.

Kuren? Jamen, den var alt andet end glamourøs. En kold tyrker over mange uger med nul aktiviteter. Bare være..helt alene..hjemme. Og face de fysiske reaktioner, der kom. Stakåndet, småløben på stedet, rastløshed, konstant rækken ud efter telefonen..

Som ugerne gik blev åndedrættet roligere, tankerne færre, kroppen afslappet, og jeg opdagede, at det egentlig var helt rart at være i mit eget selskab. Uden distraktioner. Så rart, at jeg orkede at besøge hende den lille Helene, der første gang følte sig dybt ensom og frygtsom. For uden de konfrontationer er det svært at helbrede hjertet. Vi er nødt til at sige goddag til de første ar i sindet og trække dem op til den person, vi er i dag. Så tidslinjen fra fortiden smuldrer.

Et supereffektivt redskab og en proces, der ikke behøver at tage lang tid. Jeg ser klienter der rykker indenfor uger, og vågner med en fornyet power og selvværd.

Hvis du spørger, om det er svært at slippe kagerne, kæresterne, kriserne, kaosset og alt det andet vi overpropper os med i håbet om ikke-at-mærke-tomheden, så er svaret: Ja, i starten, men med tiden falder sindet til ro. Sådan som det altid gør, når vi slipper misbrug. Og på den anden side møder du en version af dig selv, du kun i din vildeste fantasi har forestillet dig: Stærk, stabil, powerfyldt, energisk og kreativ. Fordi du har vovet at face det, du længe er løbet fra.

Så grib ud efter Livet, er mit motto. Lad aldrig stå til; prisen er for høj – triste øjne, apati, konventionelle tanker, hamsterhjul, håbløshed, manglende energi, hyppige infektioner, stivhed og ømhed i kroppen og en manglende tro på eget værd. Gevinsten, til gengæld ved at konfrontere de gamle tomhedsfølelser er så åbenlys, at jeg plejer at sige: ”Du skulle se dig selv nu”. Levende øjne, røde kinder, livlig krop og roligt åndedræt. Et helt menneske.

3.

”Jeg føler det, som om jeg trisser rundt i mit hamsterhjul, og får ikke taget hul på de væsentlige opgaver. Hvordan vælger jeg uden at fejlvælge?”

Kender vi det ikke alle? Følelsen af stress uanset om vi har fri, eller er på arbejde. Et usundt loop, som bider sig selv i (hamster)halen. How to get out?

Første skridt er at indse, at det er A eller B-valget, der stresser de fleste af os. Hvis jeg vælger A, går jeg glip af B, og vælger jeg slet ikke noget, fordi jeg er bange for at vælge forkert - bliver jeg virkelig urolig. Til manges overraskelse påpeger jeg, at vi kan ALDRIG vælge forkert. Uanset om vi tager A eller B, er der læring i oplevelsen.

Lad os tage jobvalget - du ansøger om job (A), og i mellemtiden tikker endnu en jobmulighed op (B). Hvad gør jeg, spørger mange? Du går til begge jobsamtaler, og mærker efter. Og får du tilbudt begge job, som føles lige perfekte – er jeg så hard-core, at jeg anbefaler, du slår plat eller krone. ”Det kan jeg da ikke”, himler mange. ”Det er mit LIV, det gælder.”

Ja netop, det er dit liv, det gælder. Og dit liv skal ikke sættes på formel, for så visner det  Af forudsigelighed og kedsomhed. Uanset, om det bliver plat eller krone – er der en kæmpe læring det pågældende sted. Og læringen kan måske være, at du bliver headhuntet af en kollega, som har en onkel, der lige har brug for én, som dig. Vi ved det aldrig. Vi ved aldrig, hvad livet/ skæbnen/ eventyret har i baglommen til os.

Så mit mentorråd er: Kast dig ud i det. Vælg, vær nysgerrig og spørg hver gang: Hvad er læringen her? Hvordan kan det her bringe mig videre til næste spændende eventyr. Hvordan kan det her gøre mig mere hel, stærk, selvsikker og modig? Og det er uanset om, valget gælder en kæreste, job, feriemål, bolig eller andre eksistentielle livsvalg.

Vi er, desværre, opdraget i et forsigtighedssamfund, hvor der er regler om ALT. Cykelhjelm, SKAT, sundhedskort, uddannelse .. Med det resultat, at vores eventyrmuskel bliver slap. Vi tror, vi kun er på eventyr, når vi rejser, i stedet for at gøre hverdagen til et eventyr. Uhhh, det her suser i maven - hvad kan jeg lære af det, hvordan udvider jeg min comfort-zone i mit tempo, hvordan vælger jeg uden at pakke mig ind i vat og seler?

 Øve dig i at surfe med livet og betragte bølgerne som træningsplatforme. Yayyy, der er en høj bølge (læs: udfordring), lad mig se, hvordan jeg kan komme ind i strømmen og knække den på toppen. Så jeg glider videre til næste oplevelse, og til sidst sidder på stranden og hviler med en kolossal erfaring i baglommen.

Kræver det her træning? Ja da, men med tiden går hamsterhjulet i opløsning. Hjulet kører ikke med dig – du kører hjulet. Du bestemmer retningen. Og hvis folk spørger dig: ”Hvordan TØR du??” så er min anbefaling, at du svarer: ”Det ved jeg heller ikke, men det er supersjovt. Vil du med?” Eller sig som Pippi Langstrømpe: "Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!"